Siden 2011 har 35 studerende klaget over stærkt utilfredsstillende udvekslingsophold. Klagerne indeholder alt fra strippende studieledere til værtsfamilier i England, der ikke kunne et ord engelsk.

Inden forventningsfulde familier booker et udvekslingsophold hos enten EF Education First og STS Sprogrejser, kan de på bureauernes respektive hjemmesider læse alt om, hvor højt de går op i at vælge den helt rigtige værtsfamilie, samt hvor professionelle og topkvalificerede elevernes kontaktpersoner og rejseledere er i udlandet.

Dykker man ned i et udpluk af de i alt 35 afgjorte klagesager, som Pakkerejse-Ankenævnet har behandlet siden 2011 vedrørende sprogrejser, er tonen dog en anden.

Her fremgår det, at arrangørerne, som hvert år sender cirka 1.000 danske unge på sprogeventyr, langt fra hver gang lever op til deres - før afgang og betaling – ellers rosenrøde image.

Oven på BTs historie om den danske udviklingsstuderende, der gennem STS blev indlogeret hos en dømt sexforbryder under sit high school-ophold i Florida i 2011, har BT fået adgang til 11 af de i alt 14 klagesager, der er afsagt kendelse i i 2015 og 2016.

STS med kontor i Klosterstræde i København.
STS med kontor i Klosterstræde i København. Foto: JEANNE KORNUM
Vis mere

Gned sig op ad stripperstangen

I en af sagerne fra 2015, som vedrører en STS-arrangeret ’USA coast to coast’-tur til en værdi à 27.120 kroner, klager en elev over de ansvarlige STS-ledere.

Særligt en kvindelig leders opførsel karakteriseres i den otte sider lange klagesag som ”uprofessionel, umoden og meget upassende”.

Blandt andet valgte den kvindelige leder at poledance op ad stripperstangen i den limousine, gruppen kørte i, da de besøgte Las Vegas. STS-lederen rakte ved en anden hændelse fuckfinger til en elev, der ikke havde overholdt en aftale, og ifølge klagen tog den kvindelige leder kun modvilligt med på hospitalet, da en elev pludselig blev syg.

STS blev af Pakkerejse-Ankenævnet efterfølgende pålagt et erstatningskrav på 5.500 kroner. STS beklagede sagen og meddelte bagefter, at den kvindelige leder var blevet fyret.

Indlogeret hos ikke-engelsktalende russer

I en anden sag med EF Education First som rejsearrangør, blev to elever under en 14 dages sprogrejse til Brighton i England indlogeret hos en ”enlig russisk kvinde, som ikke kunne føre en samtale på engelsk”. Derudover var den russiske værtsmoder sjældent hjemme, og flere gange glemte hun at give pigerne aftensmad. ”Så fik de lidt frugt”, står der i klagen.

EF Education First beklagede, at rejsen ikke levede op til pigernes forventning og tilbød en refusion på 2.500 kroner til dem hver. Pakkerejse-Ankenævnets afgørelse lød dog på en erstatning til hver af pigerne på 6.975,75 kroner.

Før 2014 gav den danske stat tilskud til udvekslingsophold for unge under 18 år. Her kunne man som elev få 10.000 kroner i støtte hos Forskningsministeriet, der også fungerede som kontrolorgan for rejsearrangørerne.

Ifølge Lise Lotte Almenningen, skandinavisk repræsentant for CSFES – en sikkerhedskomité for udvekslingsstuderende – har den sløjfede ordning resulteret i, at arrangørerne i dag i højere grad kan gøre, som de vil:

»Da den danske regering afsluttede samarbejdet med udvekslingsorganisationerne, ophørte også alle forsøg på at regulere industrien. Heldigvis har de unge mulighed for at klage til Pakkerejse-Ankenævnet. Andre gange må de, som har penge, gå rettens vej for at blive hørt,« siger hun til BT.

Hos Forbrugerrådet Tænk mener Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver med speciale i rejser, at der er behov for et kontrolorgan, som kan holde organisationerne i ørerne:

»Der påhviler en ekstra stor forpligtelse, når man har med børn og unge at gøre. Her gælder det altså om at være grundig. Og når der eksempelvis står, at de skal have mad, så skal de have det. De skal ikke love mere, end de kan holde,« siger hun.