Selvstændighed er et stort emne ved det grønlandske valg, men langtfra det eneste, mener adjunkt.

Når grønlænderne går til valg tirsdag, er en flere uger lang valgkamp gået forud.

I den grønlandske debat ligger spørgsmålet om selvstændighed altid som en dyne over det hele. Men valgkampen har handlet om andet, og det har danske medier en tendens til at glemme.

Det mener adjunkt ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, Rasmus Leander Nielsen, der har fulgt valgkampen tæt.

»Danske medier har fokuseret meget på selvstændighed og måske også lidt for meget,« siger han.

»Heroppefra har jeg oplevet debatten på en anden måde. Blandt andet har socialpolitik, turisme, uddannelsespolitik, fiskeri og minedrift fyldt en hel del.«

Særligt i begyndelsen af valgkampen var der fokus på det dominerende fiskerierhverv, og hvordan indtægterne kan komme flere til gode, forklarer Rasmus Leander Nielsen.

»Vi har kvotekonger i et helt andet omfang, end man kender til det i Danmark,« siger han.

Økonomien, som ikke ville kunne bære sig selv uden det danske bloktilskud, fylder også meget.

Det er især blevet diskuteret, hvordan Grønland kan blive mindre afhængig af fiskeriet.

»Spørgsmålet har været, hvordan man kan styrke turismen igennem nye lufthavne, og også hvordan man kan øge mulighederne for iværksættere,« siger Rasmus Leander Nielsen.

»Derudover diskuteres det, hvordan man kan forbedre uddannelserne og få bugt med den enorme ulighed, der er i det grønlandske samfund. Minedrift var det store emne ved sidste valg. Men det er trådt en smule i baggrunden nu,« mener Rasmus Leander Nielsen.

»For fire år siden var der nærmest tale om et uranvalg. I den forbindelse blev der bygget nogle økonomiske forventninger op, som ikke viste sig at holde,« siger Rasmus Leander Nielsen.

I den mellemliggende periode gjorde politisk ustabilitet og svingende priser minedrift til et usikkert erhverv for investorer. Men åbningen af en norskejet rubinmine cirka 100 kilometer syd for Nuuk har givet fornyet optimisme.

»Den mine tegner til at blive en positiv historie,« siger Rasmus Leander Nielsen.

Spørgsmål: Du siger, at danske medier overfokuserer på selvstændighed. Men samtidig kan alle debatterne vel føres tilbage til netop det spørgsmål?

-«Grønland er en postkolonial stat, der er på vej mod selvstændighed i slowmotion. På den måde fylder selvstændighed rigtig meget og har gjort det i mange år,« siger han.

»Alle partier bortset fra ét er sådan set enige om, at man ønsker selvstændighed. Derfor kan de enkelte debatter ses som byggesten til den selvstændighed, som partierne ønsker at opnå - dog med meget forskellige tidshorisonter.«

/ritzau/