Grønlands førende parti vil have en folkeafstemning om uran i minedrift. Men det er ikke sikkert, at partiet vil følge vælgernes dom.

Topkandidat for Grønlands førende parti, Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig (IA) har foreslået en folkeafstemning om minedrift med radioaktivt materiale. Det skriver Politiken.

Det er dog langt fra sikkert, at vælgernes dom vil få betydning. IAs kandidat til posten som landsstyreformand ønsker nemlig at blokere for det største mineprojekt i Grønland.

Det uranholdige mineprojekt ved Kvanefjeld er ifølge Sara Olsvig så stort et problem for det lokale landbrug og Grønlands ambitioner om at blive selvforsynende med fødevarer, at hun er imod mineprojektet uanset resultatet af en afstemning.

Bag Kvanefjeld-projektet står mineselskabet Greenland Minerals and Energy (GME). Her er administrerende direktør John Mair fortørnet over signalet fra Sara Olsvig.

»Jeg er meget overrasket over den udmelding – for så er alle til grin: De grønlandske vælgere, der går til valgurnerne uden grund, de internationale investorer, der spilder deres tid, og GME, der har brugt otte år på at forberede en fantastisk mulighed for Grønland i tæt samarbejde med de tidligere regeringer og alle interessenterne,« siger John Mair til Politiken.

Grønland går til valg på fredag, og IA står ifølge den seneste meningsmåling til at få 37 procent af stemmerne.