At fostre med milde syndromer bliver valgt fra på lige fod med Downs syndrom får nu Etisk Råd til at mene, at der kun skal screenes for alvorlige lidelser.

Børn med Downs syndrom er en mangelvare i Danmark. Siden nakkefoldsscanningen blev tilbudt til alle gravide, har 99 procent af mødrene til et foster med Downs syndrom valgt at afbryde graviditeten, skriver Berlingske.

Men det er ikke kun Downs syndrom, lægerne opdager, når de scanner nakkefolden på et tre måneder gammelt foster. Andre og langt mindre alvorlige lidelser bliver også opdaget ved scanningen af fostrets nakkefold. Disse fostre med mindre alvorlige lidelser bliver i stor stil aborteret på trods af, at børnene er normaltbegavede og klarer sig lige så godt som resten af befolkningen, når det gælder uddannelse og job.

- Nakkefoldsscanningen og den efterfølgende abortmulighed blev indført for at fange Downs syndrom. Men det har ført til, at kromosomafvigelser over en bred kam bliver opdaget og aborteret. Det, mener jeg, er et problem, siger læge Claus Gravholt med speciale i kromosomafvigelser.

Et af de syndromer, der opdages ved nakkefoldsscanningen, er den kromosomfejl, der går under navnet Turner syndrom. Turner syndrom forekommer kun hos piger, der mangler et x-kromosom, eller hvor det ene af deres to x-kromosomer er misdannet. Det betyder, at Turner-piger ikke bliver højere end 147 cm og ikke kan få børn uden ægdonation. Men modsat børn med Downs syndrom er Turner-pigerne ikke mentalt handicappede. Alligevel vælger omkring 87 procent af de gravide, der får at vide, at de venter en Turner-pige, at afbryde graviditeten og abortere deres Turner-pige. Også drenge med Klinefelters syndrom bliver sorteret fra af deres mødre. Her betyder et ekstra x-kromosom, at drengene producerer mere kvindeligt kønshormon, som i værste fald betyder manglende sædproduktion.

Claus Gravholt, der også er specialist i Turner syndrom, understreger, at piger og kvinder med Turner syndrom klarer sig socioøkonomisk lige så godt som alle andre, og at mange af dem får børn ved hjælp af ægdonation.

Overlæge i klinisk genetik Steen Kølvraa på Vejle Sygehus understreger også, at Turner-pigerne er langt bedre stillet end børn med Downs syndrom:

- De kan være derhjemme og er ganske normaltbegavede. Der er nogle fysiske skavanker, men det er altså velfungerende piger, der både bliver læger og advokater, siger han.

I 2009 udgav Etisk Råd deres anbefalinger »Fremtidens Fosterdiagnostik«. Her skriver rådet, at cirka halvdelen af de i alt 17 medlemmer anbefaler, at der bliver lavet en liste over sygdomme og lidelser, som gravide ikke skal scannes for under graviditeten.

Thomas Ploug er et af de medlemmer, der mener, at det kun er de alvorlige lidelser og kromosomfejl, som gravide skal screenes for. Og det omfatter ifølge ham ikke Turner syndrom, Klinefelters syndrom og en række andre milde lidelser, som fostre i dag screenes for.

- Det er et symptom på designerkulturen, hvor forældre vil gå meget langt for at få det perfekte barn. Vi stiller forældrene over for et svært valg ved at screene for milde lidelser. Derfor må vi som samfund tage ansvar og kun screene for alvorlige sygdomme, siger Thomas Ploug, der

ud over at være medlem af Etisk Råd også er lektor i Etik ved Aalborg Universitet.