DSB nægter at betale erstatning til kvinde, der blev ramt af skilt, som rev sig løs under stormen Allan.

To ambulancefolk står bøjet ind over 42-årige Kit Ehmsen. Den ene holder hendes nakke i ro, af frygt for, at den er brækket, mens den anden forsigtigt klipper hendes overtøj af. Det er 28. oktober, og stormen Allan er begyndt at hærge i Danmark.

Få minutter forinden var hun på vej hjem fra arbejde. Ved Enghave Station går det galt, da et stort DSB-skilt river sig løs og torpederer hende bagfra. Skiltet rammer hendes cykelhjelm, så den flækker, mens hun selv bliver kastet midt ud i et stærkt trafikeret kryds.

- Heldigvis havde jeg hjelm på. Ellers kunne jeg jo lige så godt have været død eller hjerneskadet i dag, siger Kit Ehmsen, der stadig er temmelig rystet over hændelsen.

Da ulykken sker, er hun gravid i 20. uge. Igennem halvandet år har hun kæmpet for at blive gravid, og har blandt andet været gennem en IVF-behandling. Derfor er barnets tilstand også det eneste, der fylder hendes tanker under den efterfølgende førstehjælp.

- Min kæreste og jeg har været igennem en lang og sej kamp for, at jeg skulle blive gravid. Jeg er 42 år, så chancen for at blive gravid igen er minimal, hvilket ville gøre det ekstra smertefuldt at miste barnet, siger hun.

De følgende scanninger viser, at hendes barn ikke har taget skade ved ulykken. Derudover er hun mirakuløst sluppet med mindre skrammer, blandt andet en forslået skulder og nogle sår på krop og i ansigt.

Efterfølgende har Kit Ehmsen sendt et erstatningskrav til DSB for at få dækket de materielle skader, der skete ved uheldet. Beløbet løber op i 9.000 kr. og dækker hendes cykel, cykelhjelm, tøj og mobiltelefon.

Det har DSB dog nægtet. I et brev skriver selskabet, at der ikke er dokumentation for, at det har gjort noget forkert. Desuden mener DSB, at det må være på eget ansvar at færdes udenfor i en storm.

Det forarger Kit Ehmsen, der netop var på vej hjem for at undgå stormen, inden den for alvor tog til i styrke. Da hun også har set flere andre løsrevne DSB-skilte i løbet af sidste års storme, frygter hun, at andre forbipasserende kan blive ramt af de store skilte, næste gang en storm raser over Danmark.