KØB PLUS!

Grå og mild weekend forude

Vinteren lader vente på sig. Det er konklusionen fra DMI, hvor man spejder forgæves efter det frostvejr, der aflagde et kort visit i oktober.

Vejret i den kommende weekend er således en gentagelse af det milde efterårsvejr, vi har oplevet gennem den seneste uges tid: Skyer, næsten ingen regn, meget lidt vind og op yil 10 grader.

- Fredag bliver en rigtig gråvejrsdag, som vi kender det fra den forgangne uge. Der kommer en smule opklaring i den sydlige del af landet, men dagen bliver overvejende grå, tør og mild. Temperaturerne i dagtimerne ligger mellem fem og 10 grader, fortæller vagthavende meteorolog Mogens Rønnebek fra DMI.

Han forventer, at der kommer en frisk søndenvind med tør luft ind over landet lørdag.

- Det kan give os en smule opbrud i skydækket, men vind sydfra er ikke ensbetydende med, at det bliver varmere. Vi får maks. op til otte grader lørdag, siger meteorologen.

Ingen af dagene byder på regnvejr, men det er der til gengæld en risiko for søndag. Her vil et lille frontsystem trække ind over landet vestfra i løbet af natten og lade efterårsregnen falde over landet.

- Det vil allerede regne i Jylland søndag morgen. I løbet af dagen vil fronten trække østpå og nå hovedstadsområdet i løbet af eftermiddagen. Samtidig klarer det op i de vestlige egne. Måske kan vestsjællænderne også nå at få en smule solskin sidst på dagen, fortæller Mogens Rønnebek, der understreger, at der kun bliver tale om regn i meget beskedne mængder.

DMIs langsigtede prognoser spår ikke om ændringer i vejrliget. Også den kommende uge ser ud til at blive mild.

- Hvis man går og overvejer at sætte vinterdæk på bilen, kan man godt vente lidt, lyder det fra Mogens Rønnebek, der dog opfordrer danskerne til at holde øje med deres lokale vejrudsigt natten til mandag.

- Det klarer op efter søndagens regnvejr, og hvis vi er meget uheldige, kan vi få lettere glatte veje visse steder i landet. Lufttemperaturen holder sig formentlig over frysepunktet, men der kan blive tale om pletvist glatte veje, siger han.