Stormen Gorm blæste flere steder så kraftigt, at den nåede op på orkan-niveau. Trods stor styrke blev Gorm dog et kort bekendskab.

Stormen Gorm gjorde en hæsblæsende entré, da han søndag aften og natten til mandag fejede over Danmark.

Ved to af DMIs målestationer på Nordvestsjælland blev der målt fuld orkan i middelvind, og derfor er det ikke helt udelukket, at Gorm kan blive opgraderet til en orkan.

»De kraftigste vindstyrker nåede vi på to målestationer på Nordvestsjælland, Røsnæs og Gniben, hvor vi nåede fuld orkan i middelvind. Det er ret usædvanligt. Det vil sige, at det blæser uafbrudt over 32 meter pr. sekund. I op til en halv time blæste det fuld orkan de to steder op til 34 meter i sekundet,« fortæller Thyge Rasmussen, vagthavende hos DMI.

Han fortæller, at der også blev målt kraftige vindstød af orkanstyrke ved Ringkøbing og i Karup, hvor der blev registreret vindstød på op til 40 meter i sekundet.

»Nu skal vores klimatologer se på, hvordan Gorm skal klassificeres,« siger Thyge Rasmussen, der umiddelbart sammenligner Gorm med stormen Allan, der ramte landet i oktober 2013.

»Den minder meget om Allan, som også var kraftig, men som temmelig hurtig drev over,« siger Thyge Rasmussen.

Selv om Gorm nu befinder sig nær Finland, blæser det stadig ret kraftigt over det meste af landet.

»Det blæser en hel del, da der er et kraftigt vindfelt efter stormen. Det blæser det, vi kalder kuling ved kysterne og nogle steder op til stormende kuling, blandt andet på Bornholm og ved den jyske vestkyst. Der er også stadig vindstød af stormstyrke langs vestkysten,« siger Thyge Rasmussen.

Blæsten betyder, at høje, lette køretøjer frarådes at køre over broen over Vejle Fjord samt Øresundsbroen.

Men det er bedring forude. Meteorologen forventer, at vinden aftager mandag middag.

»Vinden lægger sig langsomt ved middagstid. Der vil dog stadig være en frisk til hård vind hen over eftermiddagen,« siger Thyge Rasmussen, der ikke kan udelukke mere blæsevejr i dagene forude.

»Potentialet til kraftig vind er der stadig. Der er store temperaturkontraster over Atlanten og over Europa. Så der kan meget hurtig udvikle sig nye storme,« siger Thyge Rasmussen.