Stormen Gorm er nu nået til København, hvor Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har observeret vindstød af orkanstyrke.

Selve stormens centrum ligger fortsat over Jylland, men det blæser samtidig kraftigt op i det sydlige Kattegat.

Og der er målt vindstød på 45 meter i sekundet ved fyret på spidsen af Sjællands Odde, oplyser vagthavende ved DMI, Mogens Rønnebek.

»Det er godt nok ret voldsomt. Så er der begyndt at komme vindstød af orkanstyrke her i københavnsområdet, og der er stadig vindstød af orkanstyrke på Djursland, men ellers har det passeret Jylland, hvor vi nu ligger med hård vind med kuling til stormstyrke,« siger Mogens Rønnebek.

Han forklarer, at det især er det østlige Danmark, som får uvejret at føle de næste timer, før det når klippeøen Bornholm og tager af i løbet af natten.

»Sammenlignet med Bodil, som jo varede lang tid, så er det her en hurtigløber. Det er ret hurtigt overstået, men det er voldsomt, mens det står på,« siger Mogens Rønnebek om Gorm-stormen.

BNB