Lagkagehuset gør som blandt andre Sticks ’n’ Sushi og MASH og åbner en butik i London. Men hvor de førnævnte restauranter kunne overføre deres navn direkte til det engelske marked, er Lagkagehuset stødt på en sproglig barriere.

Løsningen er blevet, at Lagkagehuset kalder sig Ole & Steen Lagkagehuset efter de to stiftere af bageriet. De to navne fremgår allerede af selskabets danske logo, men i England bliver de også en central del af navnet og logoet.

»Vi forsøgte, at fastholde Lagkagehuset som navn, men det kunne bare ikke lade sig gøre. Vi følte at det eneste rigtige var, at tage Ole og Steen med i navnet, og da vi afprøvede det, og spurgte tilfældige englændere, fik vi i den grad positiv respons. De syntes, at navnet lød som to gode venner, der havde en forretning sammen, og det er jo netop sandheden,« siger Jesper Friis, der er administrerende direktør i Lagkagehuset.

Samtidig løftes sløret for, hvor den første butik kommer til at ligge i London. Det kommer til at blive 56 Haymarket St James’s Market, som ligger centralt placeret i London.

»Vi er glade for, og rigtig stolte af, at vi nu har lukket en aftale, på en helt unik beliggenhed til Londons første Lagkagehus. Der er tale om en meget smuk bygning, som arkitektonisk skiller sig ud fra mængden. Den har et stramt og organisk udtryk, som leder tankerne hen på det vi forbinder med skandinavisk design. Her har vi de allerbedste forudsætninger for, at skabe en forretning, der giver lige netop den helhedsoplevelse, som er så kendetegnende for Lagkagehuset. Og derfor er St James’s Market det optimale sted for os, at åbne den første butik i London,« Jesper Friis.