Borgerne kan selv tage enkle skridt til at beskytte sig mod de IT-kriminelle, der i stigende grad har lukrativ succes med at stjæle identiteter og oplysninger fra almindelige mennesker online.

23-årige Laura Madsen har altid forsøgt at opføre sig fornuftigt på internettet.

Hun har holdt pinkoder og personlige oplysninger for sig selv og kunne aldrig drømme om at skrive sine kontooplysninger på eksempelvis Facebook. Det skriver Berlingske.

Alligevel blev hun forrige år offer for udspekulerede IT-kriminelle, der først hackede sig ind på hendes ePost-konto, dernæst flyttede hendes postadresse og fik tilsendt et Mastercard med kode og et benzinkort i hendes navn. Udbyttet var over 12.000 kroner.

- Det er uhyggeligt, at der kan gå så lang tid, før man opdager, at noget er galt, og at de kunne bestille alt muligt i mit navn. Jeg tænkte, hvorfor har de valgt mig. Jeg synes ellers, at jeg altid har været ret forsigtig. Jeg bruger stadig netbank osv., men jeg er blevet mere opmærksom på passwords. Jeg er nok lidt mere skeptisk og beskytter mig selv lidt mere, siger Laura Madsen i dag.

Og almindelige danskere kan – og bør – gøre en del for selv at minimere risikoen for at ende i kløerne på de svindlere, der stjæler identiteter, oplysninger og penge via cyberspace. Anbefalingen kommer fra Det Kriminalpræventive Råd, Rigspolitiet og Digitaliseringsstyrelsen, der er gået sammen om at udforme ti konkrete »færdselsregler« til internettet.

Hos Det Kriminalpræventive Råd oplever man netop, at borgerne efterspørger gode råd på området, fortæller kommunikationschef Søren Skovbo Nielsen.

- Folk er blevet mere opmærksomme på problemet, og det er positivt, for første skridt er at overveje, hvad man selv kan gøre for at beskytte sig. Vi skal tænke os om og tage ansvar for os selv, når vi udforsker mulighederne i det digitale samfund. Det kræver ikke så meget. Gør dit password svært tilgængeligt, lad være med at bruge det samme hver gang, og hold computer og virusprogrammer opdaterede, siger han til Berlingske.

Politiet har ikke en særskilt opgørelse over omfanget af identitetstyverier på nettet, men bedrageri med stjålne dankort er vokset. Fra 749 tilfælde i 2009 til 1.110 sidste år, viser tal fra Rigspolitiet. Som Berlingske fortalte i maj, viser tal fra Danmark Statistik desuden, at 133.000 danskere sidste år havde været udsat for misbrug af personoplysninger på nettet, og at 79.000 led et økonomisk tab på grund af IT-kriminalitet.

Vicepolitiinspektør Johnny Lundberg, leder af Rigspolitiets IT-efterforskningscenter (NITEC), vurderer, at identitetstyverier er i stigning, og at det bl.a. hænger sammen med, at flere borgere er online via smartphones og tablets – og folk ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, at deres personlige oplysninger derfor er tilgængelige flere steder.

- Den opmærksomhed, som folk har på at beskytte stationære eller bærbare computere, skal de også have på at beskytte smartphones og tablets, for de bliver i stigende grad brugt til handel på nettet og bankforretninger. Hvis ikke man også her gør brug af antivirusprogrammer og sikre netværk, så åbner man en ladeport af muligheder for de kriminelle, siger han og fortsætter:

- Når ting er forbundet til internettet, så kan de kriminelle sidde i udlandet og hacke sig ind på en dansk PC eller dansk smartphone og skaffe sig oplysninger, og oplysningerne kan misbruges i udlandet. Det er en grænseløs kriminalitet, og derfor er den vanskelig at have med at gøre, siger Johnny Lundberg.