Hos Jupiter Cykler i Odense tog de alternative metoder i brug for at få fat på en kunde, hvis telefonnummer de desværre havde forlagt.

»Katrine din cykel er klar. Jeg har mistet dit telefonnummer. Undskyld.« stod der således at læse på et stort skilt i vinduet hos cykelhandleren onsdag i denne uge.

Se også:

Skiltet var skrevet og hængt op af bestyrer Simon Jensen. Lørdag havde han solgt en cykel til Katrine og hendes mand, og den skulle leveres tirsdag. Senere fandt Simon Jensen dog ud af, at cyklen alligevel ikke kunne leveres tirsdag, men først senere på ugen.

Han ringede derfor til Katrines mand, men denne var i Norge, så han fik i stedet Katrines telefonnummer og aftalte med hende at ringe, når cyklen var klar.

Det var den onsdag, men pludselig var Katrines telefonnummer væk.

»Jeg havde det på en seddel, men jeg kunne bare ikke finde den. Vi ledte alt igennem. Tømte alle skraldespande og rodede i skrald og pap, men det var bare væk. Og så tænkte jeg, at jeg måtte række ud på en anden måde,« fortæller Simon Jensen om det nu berømte skilt i vinduet.

Katrine kom ind til cykelhandleren torsdag og hentede sin cykel. Ikke fordi hun havde set skiltet, men fordi hun faktisk troede, at hun havde aftalt med Simon Jensen, at hun bare skulle kigge ind senere på ugen.

Hun syntes dog ifølge Simon Jensen, at skiltet var ret sjovt og en god idé.

Se også:

Da Katrine forlod Jupiter Cykler med sin nye cykel, og Simon Jensen pillede skiltet ned, kunne historien så være sluttet, men nu har den i stedet fået sit eget liv på de sociale medier. Den populære Instagram-bruger Anders Hemmingsen har nemlig delt et billede af Jupiter Cyklers skilt fredag morgen, og det har allerede resulteret i tusindvis af likes og kommentarer.

Ifølge Simon Jensen var det overhovedet ikke noget, han havde forestillet sig på forhånd:

»Jeg troede slet ikke, at det ville gribe om sig. Jeg lavede skiltet, fordi jeg håbede, at jeg måske kunne få fat i Katrine på den måde, i stedet for at hun ville komme tilbage efter 14 dage og være sur over, at jeg ikke havde ringet. Vores butik ligger på en ret stor indfaldsvej til Odense, så der var jo chance for, at hun kørte forbi og så skiltet. Det var i ramme alvor, at jeg skrev det - men nu kan jeg selvfølgelig sagtens se det sjove i det.«