Der er formentlig ikke mange, der forbinder 2. februar med noget særligt, men ikke desto mindre kunne dagen i dag have budt på en fridag og masser af mad.

2. februar er nemlig kyndelmisse, og det var en dag, der i allerhøjeste grad blev fejret før 1770, hvor den stod på fri- og festdag. Dagen blev markeret med adskillige mængder flæsk, pandekager, øl og brændevin, fordi man fejrede, at halvdelen af vinteren nu var gået, og der var nyere tider på vej.

Dagen var ifølge videnskab.dk også en oplagt mulighed for at gøre status på vinterens forråd, hvor bondemanden fik mulighed for at vurdere, om der var mad nok til både mennesker og dyr den resterende vintertid.

Havde det ikke været for helligdagsreformen i 1770, så havde dagen altså budt på fest, flæsk og fri. Desværre valgte man at rydde op i kalenderen og afskaffe kyndelmisse og en lang række andre helligdage i 1770.

Dagen bliver dog stadig fejret i nogle lokalsamfund, mens enkelte kirker så småt er ved at genoplive kyndelmissegudtjenesten.