Det ligner lidt noget, der kunne have været med i 'Pirates of the Caribbean'-filmene. Men pirater, flasker med rom og matroser med klap for øjet er dog skiftet ud med elegante træborde, en fyldt bar, små nydeligt indrettede kahytter og så selvfølgelig et hårdtarbejdende sejlermandskab ombord på Stad Amsterdam, som er et af verdens største sejlskibe.

Det hollandske sejlskib er kun 14 år gammelt og blev til som en del af et arbejdsprojekt i forsøget på at beskæftige arbejdsløse hollændere, og i løbet af ugen lagde hun altså vejen forbi København, hvor det torsdag var muligt at komme ombord og se sig omkring på det 78 meter lange skib.

   

Det er muligt at booke en tur med Stad Amsterdam, der udover at sejle rundt i Europa også har ture til Caribien og endda også har været på verdensomsejling. I 2009 var hun en del af en ekspedition, hvor et hold forskere gik i fodsporene af Charles Darwins berømte Beagle-ekspedition, og hele turen blev brugt som en del af et hollandsk tv-program.

Og interessen for det store sejlskib er stor. Omkring 1.200 mennesker nåede nemlig at komme ombord torsdag eftermiddag, da vikarbureauet Randstad var vært for et særligt 'åben hus'-arrangement. 

Stad Amsterdam er i øjeblikket på vej mod Polen, men skulle man få lyst til at tage en tur med ombord, er det fra slutningen af august muligt at komme med, når hun sejler fra Hamborg til Portsmouth.

Læs mere her