En DNA-test kan give fingerpeg om alt fra sygdomme til talenter. Teknologien bliver hele tiden bedre og billigere. Men én ting er, om man har lyst til at undersøge sig selv – en anden er, om man bør teste sit barn.
Viktor Lai Wiinholt på snart syv år snupper en håndfuld lakridsbogstaver som proviant til turen udendørs. En grøn hue er trukket godt ned om ørerne, og under den anden arm holder han en blød rugbybold i sort og blå. Landholdstrøjen er dog umiskendeligt rød og hvid. Den har han fået af sin far, Mikael Lai Rasmussen, sportschef for Dansk Rugby Union og tidligere spiller på rugbylandsholdet.
A, C, G, T. De bogstaver beskriver de molekyler, som i en helt specifik sekvens udgør de omkring 20.000 gener, som alle mennesker besidder. Halvdelen af hver enkelt biologisk byggeklods har Viktor fået fra sin far, den anden halvdel fra sin mor. Tilsammen udgør generne livsgrundlaget for den lyshårede dreng, der uden for familiens lejlighed synes utrættelig i sin leg med at sparke og kaste rugbybolden mod enten sin far, muren på hjemmets tilstødende parkeringshus eller bare højt op i luften.
På en rugby-sommerlejr er Viktor kåret til dansk mester i præcisionsspark. Diplomet fremviser han stolt. Det er nærliggende at tro, at han ligesom sin far har flair for sporten. Måske på grund af sine gener?
Virksomheden AthGene tester i øjeblikket spillerne på rugbylandsholdets genetiske potentiale, og ud fra samme metode synes Mikael Lai Rasmussen, at det kunne være sjovt at teste Viktors gener. For at se om sønnen har arvet andet end en aflagt landsholdstrøje. For at se om Viktor har arvet de fysiske egenskaber fra faderen, der gør ham til en potentielt dygtig rugbyspiller.
Børn testes også
Muligheden foreligger bestemt. I Australien gentestes sportsfolk for at opnå den optimale forberedelse, mens man på Færøerne og i Island foretager store genundersøgelser, som skal afkode befolkningens sundhedsprofil til fremtidig gavn. Andre steder har man set mere tvivlsom brug af teknologien. Som i Kina hvor forældre har sendt deres børn på sommerlejr for at aflure, om der i podernes gener skulle gemme sig en lysende fremtid som sportsstjerne eller musikalsk virtuos.
Og tankegangen bag genetisk optimering er ikke blot noget, der hører Fjernøsten eller det gamle Østtyskland til. Efterhånden som den genetiske viden vokser, mener forskere, at overvejelser om at teste både sig selv og sine børn er uundgåelige. Tendensen er allerede i sin vorden, også herhjemme.
Berlingske har talt med en håndfuld behandlere, der i forlængelse af andre sundhedstilbud arbejder med DNA-tests. Flere har fået enkelte henvendelser om børn. En af behandlerne er først for nylig begyndt at tilbyde DNA-tests, men har på forhånd bestemt sig for ikke at tilbyde muligheden til mindreårige. For resten af behandlerne er standpunktet da også forsigtighed omkring børn. Udgangspunktet er derfor at undlade undersøgelser af børn og unge under 18 år og i stedet overveje, om der i visse tilfælde skal gøres undtagelser.
Én behandler har således i sin test af en norsk klient sammenlignet genetisk materiale med både forældre og datter for at undersøge den generelle sundhedsprofil på tværs af tre generationer. Blandt andet med henblik på at holde øje med risikofaktorer for arvelig sygdom.
Også en anden behandler har sagt ja til børn med en familiehistorik, der bringer dem i farezonen for at udvikle problemer, som en test i bedste fald vil hjælpe til at forebygge. I andre tilfælde har børnene allerede udviklet astma, eksem eller koncentrationsproblemer, hvor intet har syntes at hjælpe, og afdækning af generne bruges til at give et praj om den rigtige behandling.
To af behandlerne har på samme baggrund gentestet svært overvægtige børn, hvor intet andet har virket. Derudover har en af behandlerne hjulpet et barn og dets forældre med at udvælge og tolke resultater fra en bred gentest, som familien havde fundet og bestilt over nettet.
Fremtidens redskab
Genteknologi bliver stadig bedre og billigere. På nettet kan man finde firmaer, der tilbyder DNA-test af alt fra sygdomsrisiko til effekten af forskellige fødevarer og træningstyper. Man kan sågar få svar på, hvor meget neanderthaler, man har i sit stamtræ, om man har tendens til våd eller tør ørevoks, og om man kan rulle med tungen.
Både offentlige og private aktører bruger i stigende grad teknologien. Men man skal være varsom med at anse gener som alfa og omega – at tro de kan forklare alt og spå om din fremtid.
»Der er stadig et ordsprog, som lyder: »Genes load the gun, but the environment pulls the trigger« (forholdet mellem arv og miljø, red.). Vi har altså stadig selv stor indflydelse på vores liv gennem måden vi lever på,« forklarer ernæringsekspert Umahro Cadogan, som selv benytter sig af DNA-test og underviser andre behandlere hos portalen DNALife.
Selv om forskning i gener på få år har sat farten gevaldigt op, forklarer Umahro Cadogan, at det i høj grad »stadig er nybyggerland«.
Etisk Råd er indtil videre splittet på området. Nogle medlemmer mener ikke, at børn bør DNA-testes. Andre advokerer for, at gentest kan have en helbredsmæssig gevinst og bidrage med information.
Er der tale om forældre med ren interesse i sport og sundhed hos deres børn, er de fleste behandlere alligevel lorne.
»Man skal virkelig være varsom. Hvis det nu er sportsforældre på den dårlige måde, der vil udleve en drøm gennem børnene, er det ikke godt nok. Sådan nogle der siger, at hvis lille Ejnar har vildt godt potentiale for at blive løber, så er det bare det, han skal,« siger Umahro Cadogan, som selv tidligere har testet enkelte børn.
Han uddyber, at der eksempelvis også er fare for, at sundhedsfanatiske forældre finder på at præge deres børns kost efter gentype fra en alt for tidlig alder.
Idræt og internet
Selv om Viktors far, Mikael Lai Rasmussen, overvejer at teste sin søns gener uden anden begrundelse end nysgerrighed og fascination, synes han ikke, det behøver at være et problem. Med cirka 20.000 gener, der kan undersøges på kryds og tværs, er der en myriade af ting at se nærmere på.
Sygdomsrisici og andre oplysninger står ikke højt på listen hos Mikael Lai Rasmussen. Som sportsmand er han i første omgang blot interesseret i idrætssiden.
»Det er bare nysgerrighed og ren interesse. Det er ikke vigtigt som sådan, men nu hvor muligheden er der, og det er forholdsvis billigt, kunne det være sjovt,« siger han.
»Eksempler på forældre, der pacer deres børn, kan man være for eller imod. Under alle omstændigheder er det ikke relevant med Viktor. For det første tror jeg, det er lige tidligt nok til at præge ham, og for det andet tror jeg selv, at sportslig interesse hænger mere sammen med, hvad kammeraterne gør. Og så tror jeg på, at det er godt at prøve nogle forskellige ting af og finde det, man selv synes er sjovt.«
Hos virksomheden AthGene, som samarbejder med rugbyforbundet, ser man heller ikke en eventuel test af Viktor som et problem.
»Som genteknologi er i dag, er meget stadig ukendt farvand. Man kan sammenligne det med internettet i de tidlige 1990ere. Dengang overvejede man også, om børn burde bruge det, men i dag er alle online og finder alt fra porno til uddannelsesmateriale, der gør én klogere,« siger adm. direktør Yusufa Sey og fortsætter.
»En ting er forældrenes moralske standpunkt, en anden er, om en genetisk virksomhed tilbyder svar på sensitive spørgsmål såsom sygdomsrisiko. Den information, vi tilbyder hos AthGene – om fitness – er tilstrækkelig neutral til, at vi godt ville turde give testen til børn.«
Lyst frem for genetik
Selv begyndte Mikael Lai Rasmussen til rugby som 20-årig. Han opfordrer altid de yngste spillere til at udnytte deres ekstra tid i sporten, men hans egen søn lader nu ikke nødvendigvis til at blive en af dem.
Spørger man Viktor, vil han nemlig hverken gå til rugby eller fodbold. Til gengæld har han prøvet både floorball og gymnastik og overvejer nu, om taekwondo skal være næste træk. Når altså ikke bogstavmix, fjernsyn og Playstation-spil trækker mere.
Til spørgsmålet om hvorvidt den genetiske viden alligevel vil kunne præge beslutninger på Viktors vegne fremover, er Mikael Lai Rasmussen fortrøstningsfuld.
»Jeg håber da på at blive både påvirket og klogere på nogle områder. Vi bliver jo påvirket tusind steder fra af trends i samfundet. Også som forældre. Hvis det er noget, der rent faktisk passer til Viktors gener, er det måske bedre end så meget andet,« siger han.
»Men jeg tænker også på ikke at være fanatisk. Der skal være balance i det. Viktor kommer sikkert til at skifte sportsgren fem-seks-syv-otte gange endnu, før han finder noget, han virkelig synes er sjovt. Og det skal han have lov til.«
»Så vil jeg gerne gå til snowboard,« indskyder Viktor og blotter tænderne i et grin af lakridsbogstaver.
