Adskillige gæster er vendt slukørede hjem fra juleferie i Lalandia i Rødby. Det skyldes, at tre af feriecentrets vandrutsjebaner er lukkede på grund af ombygning frem til slutningen af marts

En detalje, Lalandia ifølge flere gæster ikke nævner, når der skal kapres kunder til det 7.400 m2 store badeland i Rødby med 750.000 årlige besøgende.

»Lalandia har ikke informeret, dem der har booket, om, at badelandet skal bygges om, og man har lukket hele 'Bjerget' med tre rutsjebaner, og spa-poolen er også lukket fra 22/12 frem til den 27. marts. Det vises heller ikke tydeligt på hjemmesiden,« siger en utilfreds kunde, Robert Yeh til bt.dk.

Lader man sig friste af Lalandias tilbud for 2015, hvor man kan spare 500 kroner ved vaks bestilling af et ophold, er det heller ikke ombygning og lukkede rutsjebaner, som præger markedsføringen. Her lover man et 'sus i maven af de sjove vandrutsjebaner'.

Flere andre gæster er ude med riven efter feriecentret på hjemmesiden Trustpilot. Her er det bestemt ikke lutter lovord, som går igen i de anmeldelser, sidens brugere kan lægge op om virksomheder og brands, de har besøgt:

»Inde i badelandet var hele rutsjebaneområdet i midten afspærret! Der var overfyldt med mennesker og de mange badebolde, man konstant fik i hovedet! Heldigvis fandt vi en rutsjebane, som sønnike måtte prøve, nu når han er over 110 cm. Men ikke høj nok til nogle af de andre. Dagen efter siger sønnike: »Jeg ved ikke, om jeg vil i badeland,« lyder det i en brugeranmeldelse på Trustpilot.

»Det var så den juleferieoplevelse, der blev ødelagt. For flere måneder siden blev vores to feriehuse booket, og der stod intet om, at mere end halvdelen af AquaDome (Vandlandet, red.) ville være lukket ned og spærret af. Børnene har lige den alder, hvor netop rutsjebanerne er alfa og omega, og de blev derfor slemt skuffede. Det betød samtidig, at de øvrige bassiner var proppet op med børn/voksne og badebolde, som centret havde smidt i vandet som forsøg på kompensation,« fortæller en anden bruger på Trustpilot.

Hos Lalandia mener administrerende direktør Jan Harrit, at informationen 'undskyld vi roder' i under Nyheder 2015 fremgår tydeligt på hjemmesiden. Men han erkender også, at det ikke har været tilstrækkeligt.

»Vi laver hele tiden forbedringer, så det er altid en vurdering af, hvad vi skal informere gæsterne om. Der har været skuffede gæster i julen, og baseret på de henvendelser, vi har fået, vil vi også forbedre informationen og kommunikationen,« siger Jan Harrit, som samtidig erkender, at det nok ikke er alle gæster, der tjekker nyheder på Lalandias hjemmeside, inden de bestiller et ophold.

Samtidig begrunder direktøren den begrænsede information med, at de væsentligste vandrutsjebaner, ifølge gæsterne selv, har været åbne - og med udvidede åbningstider.