Antallet af gadeprostituerede er eksploderet i Danmark. Karina er én af dem. Hun har arbejdet på gaden i 14 år.

En blå varevogn sætter den lyshårede kvinde af på Skelbækgade på Vesterbro i København. Det er frokosttid, og dagens anden kunde har lige fået, hvad han har betalt for: Sex med Karina, der hader sit job, og som ville ønske, hun kunne stoppe.

B.T. møder 32-årige danske Karina på gaden i København. Hun er klædt i hvidt joggingtøj, der hurtigt kan tages af. I sin håndtaske har hun smøger, kondomer, mobilen og dagens foreløbige indkomst.

Karina har arbejdet på gaden, siden hun var 18 år. Hun er én af de gadeprostituerede, der, ifølge en ny rapport, bliver flere og flere af i Danmark.

Et stofmisbrug og en voldelig kæreste tvang i sin tid Karina til at sælge sig selv. I dag er hun én af de få danskere, der trækker i de københavnske gader omkring Hovedbanegården, hvor der de seneste år er sket en voldsom stigning i antallet af udenlandske prostituerede.

Og dem, der var på gaden, da hun begyndte, er døde af aids eller af en overdosis. Karina er i dag på metadon og holder sig fra stoffer, som sammen med livet som prostitueret, har smadret hendes liv.

For ifølge Karina findes den lykkelige luder ikke. Og slet ikke her på Skelbækgade, hvor kvinderne på samfundets bund er stillet offentligt til skue og hver dag må finde sig i nedladende blikke og bemærkninger. At stå her er næsten værre end den brutale sex mellem containere i Sydhavnen fem minutter derfra.

- Det er så ydmygende, når bilerne kører langsomt forbi, og mændene glor på mig. Nogle råber 'billige luder' ud ad vinduet – eller når de går forbi mig, siger hun:

- Der er ingen, der står her, fordi de elsker sex. Jeg prøver at sige til mig selv, at det bare er et arbejde. Det siger jeg for at føle, at det ikke er så slemt.

SCROLL NED OG LÆS MERE

Hader sit job
Men det er slemt. Og Karina hader sit job. Inden hun tager fra sin lejlighed i Glostrup og ind til Skelbækgade, har hun det 'ad helvede til'. Fra hun står op om morgenen, tænker hun på 'de gamle stoddere', der samler hende op og kører hende ud bag Fisketorvets shoppingcenter. Et øde sted, der gennem næsten 15 år kun har givet hende dårlige oplevelser. Her er hun blevet taget af – hvad hun selv mener – er 'op mod 800' forskellige mænd. Unge, gamle, danskere og udlændinge.

Et blowjob kan klares på forsædet, mens et samleje enten sker på bagsædet – hvis der ikke er et barnesæde i vejen – eller halvt ude af døråbningen eller bagagesmækken. Her ligger hun på alle fire, mens kunden står udenfor bilen. De akavede stillinger sætter sig i kroppen:

- Det er hårdt for min ryg, mine arme, min kæbe og mit underliv. I dag kan jeg godt mærke, at jeg ikke er 18 år længere. Min krop kan ikke så meget mere. Den er slidt ned, siger Karina, der hver gang hun har sagt farvel til en kunde, er lettet over, at hun ikke er blevet truet på livet, som det ellers er sket mange gange.

Kunderne stiller store krav
Kunderne, der samler Karina op, vil som regel have oralsex og almindeligt samleje. Og de stiller store krav. Det er kunder, der føler, de kan gøre, hvad de vil.

F.eks. sker det ofte, at kunden brutalt presser Karinas ansigt ned i sit skød. Her bliver hendes hoved holdt i et jerngreb, indtil han er kommet. Det kan tage op til 20 minutter, fortæller Karina.

Stemmen er langsom, men klar. Her er ingen sentimentalitet. Måske er det metadonen. Måske er det oplevelserne. Måske er det begge dele.

Karina har undervejs fået tre børn med tre forskellige mænd. Den ene af mændene er død, den anden sidder inde og den tredje er hun netop gået fra.

Alle tre børn er blevet fjernet af de sociale myndigheder og lever i hver sin plejefamilie. Hendes to døtre og sønnen kender ikke hinanden. Det piner Karina, der ville ønske, at hun var i stand til at passe godt på dem. Men hun ved godt, hun er for svag til at påtage sig ansvaret.

- Jeg har det rigtig, rigtig skidt med, at de ikke kan nyde hinanden. De ved ikke, hvad jeg laver, men jeg vil nok fortælle dem det, når jeg synes, de er gamle nok. Jeg tror, jeg vil sige, at jeg havde et stofmisbrug, og at jeg måtte lave pengene på den her måde, siger Karina.

Hun er med sine 15 år på gaden én af de mest rutinerede på fliserne blot få hunderede meter fra Tivoli og de trendy cafeer, hvor danskere nyder forårssolen og spiser godt og dyrt.

Men det er en meget anderledes verden, Karina i dag færdes i, end da hun begyndte med at sælge sig selv. Dengang havde kollegerne danske navne. I dag hedder de Samira, Dalida eller Lordache og kommer fra lande som Tyrkiet, Bulgarien og Rumænien.

Og i takt med at kollegerne er skiftet ud, er det blevet meget sværere at tjene penge på gaden i København, mener Karina.

B.T. har siden 1. maj fortalt historier om de udenlandske prostituerede, der under kummerlige og brutale forhold holdes som slaver i Danmark af kyniske bagmænd. Mange af de unge kvinder er lokket hertil fra fattige verdensdele med løfter om gode job. De ender i stedet på Vesterbros gader, hvor de tvinges til at have sex med danske mænd.

Ændret 'marked'
Karina står få meter fra slaverne, og hun har set, hvordan det københavnske prostitutionsmarked har forandret sig de sidste 15 år. Priserne er faldet, og de danske gadeprostituerede er i dag klart i undertal.

- Mange af de udenlandske tilbyder alt for 200 kr., og så er det klart, at mange danske mænd ikke vil give mig en anden pris. Nogle vil dog gerne have en dansk pige og vil også gerne betale mere for det, fortæller Karina og fortsætter:

'Der er heller ikke det samme sammenhold på gaden længere. Da jeg kom herind bad de andre piger mig vise dem mit sygesikringskort. Hvis man ikke var 18 år, kunne man godt skride derfra. Men vi er så få danske piger, at vi ikke kan smide de udenlandske mindreårige væk'.

- Vi håber, politiet finder dem, og at deres papirer ikke er i orden. Men der kommer bare nye udenlandske piger hele tiden, siger Karina.

Hun tager telefonen og ringer. I den anden ende er der en mand.

Var det en kunde? Skal du tilbage og arbejde nu?

- Nej, det må være nok for i dag.

Men i morgen er der atter en dag for én af Danmarks gadeprostituerede.