En spinkel unge mand med bøllehat er efterlyst efter en skudepisode lørdag eftermiddag.

Sønderborg. Politiet er tirsdag eftermiddag i gang med en aktion i Sønderborg, der har relation til weekendens skyderi.

Ifølge jv.dk er Helgolandsgade spærret af, og politiet har angiveligt været inde i en lejlighed.

- Jeg kan bekræfte, at der bliver foretaget nogle undersøgelser i Sønderborg. Det har relation til sagen i weekenden, siger sekretariatschef Lisa Dissing, Syd- og Sønderjyllands Politi, der dog ikke over for Ritzau vil uddybe, hvilke undersøgelser der er tale om.

Lørdag ringede en borger til politiet om et voldsomt skænderi, der fandt sted ved en boligblok på Koralvej. Under samtalen kunne man høre skud, der blev affyret i baggrunden.

Offeret var en 29-årig mand, der med helikopter blev fløjet til Odense Universitetshospital. Hans tilstand er tirsdag eftermiddag stabil.

En spinkel ung mand, der lørdag var iført bøllehat og en lys T-shirt, er efterlyst af politiet. Lisa Dissing vil dog ikke oplyse, om det er ham, politiet leder efter i Sønderborg.

/ritzau/