KØB PLUS!

Fyrværkeri skræmmer køer til at holde igen med mælken

Mælkeproduktionen falder hos køerne, der bliver stressede af nytårsaftens høje brag. Køer bryder sig ikke om overraskelser, forklarer ekspert

Det er et velkendt faktum, at mange hunde og katte har det svært med nytårsaften, når raketter og andet nytårskrudt fylder himlen med høje brag og glimtende lys.

Men det er ikke kun kæledyr, der lider under lyset og larmen nytårsnat, for køerne i landets stalde er bestemt heller ikke begejstrede for fyrværkeriet. Og det endda i en sådan grad, at det går ud over deres mælkeproduktion, skriver Videncentret for Landbrug.

– Køerne bliver meget forskrækkede, når de udsættes for fyrværkeriets lyde og lysglimt. De er både bange for lysglimt og pludselige høje lyde, og da fyrværkeri kombinerer disse to gener, er det absolut ikke noget, køerne sætter pris på, forklarer Peter Enemark, landskonsulent ved Videncentret for Landbrug.

De fyrværkeriskræmte køer vil producere mindre mælk i en periode efter nytårsaften.

– Køer, der bliver stressede, giver mindre mælk i den følgende tid. Der er nok tale om et fald på op til 10 procent i et par dage, hvorefter de vil være tilbage til den vanlige standard, siger han.

Forklaringen på køernes frygt finder man ved at se tilbage i historien, forklarer landskonsulenten.

– Fra naturens hånd er køerne byttedyr, så de er meget opmærksomme på forandrede lyde og lys, fordi deres instinkter fortæller dem, at det kan være farligt. Køer er meget vaneprægede og har det derfor bedst, når dagene ikke byder på overraskelser, siger han.

De nervøse køer kan måske trøste sig ved, at nytårsvejret byder på regn, blæst og overskyet over det meste af landet, og det vil formentlig holde en del raketbegejstrede danskere fra at sende nytårskrudt til vejrs.