Det var den konservative justitsminister Søren Pape Poulsens oprydder fra Justitsministeriet, Thomas Østrup, der førte kniven over Rigspolitiets afdelingschef Bettina Jensen.

Hun forlod onsdag i går sin stilling efter flere sager om vennetjenester, ulovligt indgåede aftaler for 43,3 mio. kr. og frås med Rigspolitiets penge.

Officielt efter ‘gensidig aftale’, men ifølge BTs kilder var der tale om en regulær fyring af den omstridte afdelingschef.

Thomas Østrup er tidligere afdelingschef i Justitsministeriet og udlånt til Rigspolitiet som konstitueret økonomidirektør. Ved indgangen til 2017 blev Østrup indsat på posten efter, at den tidligere økonomidirektør Nikolaj Veje sagde sit job op. Det gjorde han kort tid efter Kammeradvokatens sønderlemmende kritik af Rigspolitiets praksis med at hyre konsulenter, uden at de kom i de lovpligtige udbud.

Kilder fortæller til BT, at Thomas Østrup onsdag eftermiddag klokken 15 kaldte medarbejderne fra de afdelinger, som Bettina Jensen var chef for, til en briefing på Rigspolitiets hovedkontor ved Polititorvet i København.

Der var intet emne på dagsordenen, og over for flokken af medarbejdere lod han nyheden falde:
Afdelingschef i Rigspolitiet siden 2011 Bettina Jensen stopper med øjeblikkelig virkning.

Politiske kilder på Christiansborg fortæller til BT, at Thomas Østrup blev indsat af Justitsministeriets magtfulde departementschef Barbara Bertelsen med én bunden opgave: At få ryddet op.

En opgave han tog på sig. I et svar til BT i januar måned viste han, at bissen nu var skruet på. Anledningen var nye afsløringer af ulovlige aftaler og forudbetaling.

»Rigspolitiet skal selvsagt overholde udbudsreglerne, og forudbetalinger bør ikke finde sted. Jeg er ved at danne mig et overblik over sagen og afventer den controlling-rapport, Rigspolitiet iværksatte på baggrund af redegørelsen. Når den er udarbejdet, vil jeg tage bestik af det samlede forløb og behovet for at tage yderligere skridt,« skrev han i en kommentar, som BT ikke bragte, da der også var svar fra Bettina Jensen til sagen.

Og der har været arbejde at udføre. Som beskrevet i BT i juni måned sidste år, gav Bettina Jensen konsulenterne Mariann Færø og Christine Thorsen opgaver til en værdi af mere end 20 mio. kr. på bare tre år, fra 2011 til 2013. De leverede ’konsulentassistance’ og hjælp til rekruttering.

Honorarerne blev udbetalt på trods af, at der ikke nødvendigvis var underskrevet kontrakter, ligesom aftaler uden budgetrammer var årsag til, at honorarerne eksploderede. Konsulenten Mariann Færø fik udbetalt intet mindre end 4,6 mio. kr. på et halvt år for at levere rekrutteringsydelser.

Kvinderne har en fælles fortid i DR, og opgaverne kom ikke i de lovpligtige udbud eller blev annonceret. Efter en stærkt kritisk rapport fra Kammeradvokaten valgte Rigspolitiet i september 2016 at stramme op på de interne procedurer og fjerne indkøbsfunktionen fra Bettina Jensens afdeling Koncernservice.

Efterfølgende kunne BT dog bl.a. fortælle, at også Konsulentgruppen Strandgade – som Bettina Jensen også brugte i sin DR-tid – i perioden 2011 til 2013 modtog honorarer for 23,3 mio. kr., uden at ydelserne kom i de lovpligtige udbud. Og det stoppede ikke her: Det viste sig også, at afdelingschefen havde hyret en studentermedhjælper til 129.270 kroner for blot en måneds arbejde, ligesom konsulenten Christine Thorsen fik udbetalt fire millioner kroner uden, at der blev skrevet én eneste kontrakt. De mange penge blev udbetalt på baggrund af mundtlige aftaler.

Beslutningen om at sætte Thomas Østrup på opgaven blev taget under den daværende justitsminister Søren Pind (V). Efter regeringsrokaden blev han Søren Pape Poulsens mand på opgaven.

»Jeg kan forstå på Rigspolitiet, at der fortsat bliver arbejdet på at skabe fuld klarhed over forløbet. Jeg forventer, det vil ske inden udgangen af februar,« skriver justitsminister Søren Pape Poulsen i en mail til BT. Rigspolitiet har ikke ønsket at kommentere sagen.