Radiomanden og filminstruktøren Mads Brügger er fyret fra Radio24syv. Her har han arbejdet som kanalchef sammen med vennen Mikael Bertelsen. Brügger skriver om fyringen på sin facebook:

- Kære alle, jeg er dags dato blevet fyret af radiodirektør Jørgen Ramskov, på grund af uoverensstemmelser i ledelsen - også kaldet 'samarbejdsvanskeligheder,' skriver han, og fortsætter:

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der har været uenighed om hvilken retning Radio24syv skal bevæge sig, og den kurs jeg har kæmpet for har tilsyneladende tabt i dag. Jeg kan ikke uddybe denne problematik, men vil gerne slutte af med at sige tak til alle de dygtige mennesker jeg har arbejdet sammen med på Radio24syv, og at jeg ønsker kanalen alt det bedste. Og så er der ikke mere Interne Affærer i denne ombæring :-), slutter Brügger.

Han siger videre til bt.dk:

- Det er alt, hvad jeg har lyst til at sige lige nu.

Nyheden om Brüggers fyring kommer samtidig med nyheden om Brüggers næste filmprojekt. Der præcis som den kontroversielle 'Ambassadøren' udspiller sig i Afrika - med FN-generalsekretær Dag Hammerskjölds død i 1961.

Radio24syv-nyhedschef Suzanne Moll henviser til direktør Jørgen Ramskov for en kommentar til fyringen.

Mads Brüggers film 'Ambassadøren' har vakt opmærksomhed verden over. Liberias regering har besluttet at retsforfølge Mads Brügger for at købe sig til titlen som liberisk diplomat.

Brüggers næste film udspiller sig også i Afrika. 'Operation Celeste' er arbejdstitlen. Mads Brügger undersøger den tidligere FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds død ved et flystyrt i byen Endola i det daværende Rhodesia i 1961.