Han var blandt de 101 DR medarbejdere, der blev 'sindet' ved den store fyringsrunde i september. Men ledelsen i DR havde gjort regning uden vært, da man valgte at fyre et af de store ikoner - ekspert og vært på P1 Orientering og Udefra den 61-årige Niels Lindvig.

For ikke nok med at Niels Lindvig har nægtet at forlade sin arbejdsplads gennem 32 år og har takket nej til DRs tilbud om en fritstillingsordning, og derfor dagligt konfronterer sine chefer med sin tilstedeværelse på redaktionen, så  er opbakningen til den fyrede journalist så massiv, at den giver ham gejst til at 'slå igen'.

Tidligere i dag kom det frem, at Niels Lindvig vil rejse en sag mod DR for uretmæssig fyring og aldersdiskrimination. Og den ret mister han, hvis han tager imod en fritstillingsordre.

Læs også: Fyret DR-journalist nægter at gå hjem: 'Mine chefer prøver at lade som om jeg ikke er her'

- Jeg vil ikke fraskrive mig retten til at rejse en sag mod DR, fordi der er meget mere i det her, end der lige ligger på overfladen. Men det skal nok komme frem, siger Niels Lindvig til bt.dk.

Kan du sige mere om det?

- Jeg kan ikke sige så meget, men min advokat og jeg overvejer at køre en personsag som en parallelsag. For der er en kedelig historik i noget af det. Jeg kan ikke komme mere ind på det nu, andet end at vi også overvejer at anlægge en personsag, fordi det lugter lidt for stærkt, siger journalisten.

Fordi han har været ansat så mange år i DR, har han 12 måneders opsigelse. Og han har tænkt sig at møde op på det arbejde, han elsker så højt, hver eneste arbejdsdag i perioden. Også selv om han klart opfatter sit valg, som et der bliver set skævt til fra ledelsens side.

- Jeg ved godt, at man fra ledelsen side godt kunne tænke sig, at jeg ikke er der. Det har været temmelig tydeligt, forklarer han.

Hvordan har det været tydeligt?

Læs også: Respekteret DR-ekspert får kniven: Fyret mens han var på job i Skotland

- I forbindelse med overdragelsen af fyringssedlen, blev det sagt, at nu kunne jeg gå hjem og at jeg var fritstillet indtil den 1.10., hvor fyringen ville blive effektueret. Og jeg ved fra tillidsmandssystemet, at der har været luftet ytringer om et produktionsforbud. Men det skal der jo være en god grund til at give, som jeg ikke har gjort. Det kan de gøre, hvis de fanger mig i et fejltrin, som at sige noget forkert til dig (bt.dk, red.), som de så kan sige er illoyalitet, siger Niels Lindvig.

Han undrer sig også over, at ledelsen i DR har udsat fyringen af ham til den 10. oktober, selv om den skulle have været effektueret den 1. oktober.

- Deres forklaring er, at det er fordi, jeg har bedt om en individuel forklaring på min fyring. Men det kunne de desværre ikke nå at give mig. Men hvorfor skal det tage en måned? De havde jo fundet ud af, at det var mig, der skulle fyres, så de må jo have haft en nogenlunde forklaring på hvorfor, undrer Niels Lindvig sig over.

Men indtil på fredag hvor tidsfristen for fyrings- og indsigelsesfristen altså udløber, hverken kan eller vil Niels Lindvig af hensyn til sin videre sag ikke sige mere.

Til gengæld fortsætter den massive opbakning fra kollegaer, lyttere og læsere til ham. Ufortrødent.