Regionsrådet kendte ikke til fyring, og der er tilsyneladende ikke dokumentation for morfin-anklager. Nu vil den fyrede renses.

En medarbejder hævder nu at være blevet fejlagtigt fyret, fordi hun fik skylden for, at der manglede store mængder morfin og retalin på Retspsykiatrisk Afdeling på Psykiatrisk Hospital Risskov. Regionsrådet kender intet til fyringen, som medarbejderen nu fortæller om i håb om at få renset sit navn.

- Pludselig en dag blev jeg kaldt til samtale hos F. (overlægens navn fjernet, red.) som sagde, at apoteket havde tjekket medicinforbruget, og at de kunne se, at der manglede medicin, herunder ritalin, beroligende medicin og morfin-tabletter. De mente, at det var mig, der gik og tog medicinen. Jeg nægtede, men de troede ikke på mig. Det siger Jette Glyngfeldt, der fra 2004 til 2011 var ansat som sosu-assistent på den retspsykiatriske afdeling i Risskov.

Hun oplyser, at hun nogle år forinden havde fået en påtale for – på en anden af hospitalets afdelinger – at have taget nogle piller med angstdæmpende medicin til sig selv uden tilladelse.

- Det skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort, men jeg fik at vide, at det var godt, jeg var ærlig omkring det, og at der ikke ville ske mere ved det. Men nu kom de så med de her meget alvorlige og tilsyneladende udokumenterede anklager om morfin flere år efter, siger hun.

Kan ikke finde optælling

Ledelsen bad hende om at sygemelde sig på ubestemt tid og valgte senere at fyre hende, idet man mente at have håndfaste beviser på, at det var hende, som stjal medicinen.

BT har søgt aktindsigt i den opgørelse over medicinsvind, som hospitalet angiveligt foretog, men Region Midtjylland oplyser i en mail til BT, at man ikke kan finde frem til en sådan opgørelse. Heller ikke hospitalets eget apotek, som skal have lavet optællingen, kender til sagen.

- Jeg kan ikke udelukke, at vi har talt op, men vi har spurgt i afdelingen, og der er ikke noget materiale på det, og jeg kender ikke til et sådant medicinmisbrug hos en tidligere ansat, siger Henny Jørgensen, der er ledende apoteker på Aarhus Universitetshospital, som står for kontrol med medicinen.

Burde I orienteres, hvis man finder ud af, at personale tager af jeres medicinskabe?

- Ja, det burde vi, siger Henny Jørgensen.

Ingen redegørelse

Region Midtjylland oplyser også, at der aldrig er lavet en redegørelse til regionsrådet om Jette Glyngfeldts angivelige medicinmisbrug.

Regionen bekræfter, at Jette Glyngfeldt stoppede med at arbejde på afdelingen i 31. maj 2011, men hverken hospitalsledelsen eller regionen ønsker at kommentere sagen.

Psykiatrisk Hospital Risskov blev fredag kåret som bedste psykiatriske hospital af Dagens Medicin.