En 22-årig mand landede heldigt, efter at han tidligt onsdag morgen styrtede ned fra femte sal i Rebæk Søpark-kollegiet i Rødovre.
- Han styrter ti meter ned, men slipper med et par brækkede ribben samt indre kvæstelser på nyre og lunger, siger vagtchefen hos Københavns Politi.
Den 22-årige, der har adresse i Jylland, var til fest på kollegiet. Her havde han ifølge politiet fået ganske meget at drikke, hvorefter han vovede sig ud i et længere klatrestunt fra vindue til vindue på ydersiden af bygningen.
På femte sal opdager en kvindelig beboer ham uden for sit vindue, hun lukker ham ind, og de taler lidt sammen.
Fornuftigt nok forlader han lejligheden gennem den almindelige udgang - men efter at en kammerat angiveligt nægter at tro på hans meritter, vover han sig ud gennem endnu et vindue.
Efter ti minutter hører vennen et ordenligt bump og ser den berusede mand ligge på et halvtag, hvor han er faldet fem etager ned.
Den 22-årige er onsdag aften stadig indlagt på Rigshospitalet, men er ifølge lægerne sluppet billigt og meldes udenfor livsfare.



