En it-fejl betød, at 20 patienthenvisninger ikke dukkede op hos Diagnostisk Center i Vejle. Med det resultat at fem patienter kom til at vente længere end forsvarligt. De tyve patienter var henvist af deres læge. Elleve af patienterne måtte gå unødigt længe i uvished efter en undersøgelse for kræft.

En simpel fejl i et af Region Syddanmarks it-systemer betød, at patienterne måtte gå uvished i helt op til 50 dage, skriver Dagens Medicin.

16 af patienterne fandt vej til centeret på anden vis. I alt har fem af de tyve patienter ventet længere end de burde i forhold til faglig standard.

- Det er en af den slags ting, der bare ikke må ske, men det gjorde det desværre, og det har vi så måttet arbejde med. It-fejlen er nu blevet rettet, og vi har været i kontakt med de fire resterende patienter, siger Niels Nørgaard Pedersen, administrerende sygehusdirektør fra Sygehus Lillebælt, der huser Diagnostisk Center, til Dagens Medicin.

- De tre af dem er blevet udredt, og den sidste er midt i processen. Af de 20 patienter, var der 11, der blev henvist med henblik på udredning af en kræftsygdom, men ni af dem, har vist sig ikke at fejle noget alvorligt. Status var torsdag, at der kun er én patient, som har fået en kræftdiagnose, og vedkommende er blevet set til tiden. Det er vi selvfølgelig meget lettede og glade for, siger Niels Nørgaard Pedersen.

Fejlen lå i Diagnostisk Centers elektroniske postkasse.

- Vi har desværre ikke tidligere haft faste procedurer om, at it-afdelingen har skullet sikre, at der var hul igennem fra det regionale system og til afdelingen, når vi oprettede en ny postkasse. Det har vi nu indført efter denne sag, så vi kan sikre, at det ikke sker igen, Flemming Brink, afdelingschef hos Regional IT i Region Syddanmark ifølge Dagens Medicin.