Prisskiltene hos de danske frisører er i langt de fleste tilfælde prydet af forskellige priser for herreklip og dameklip.

En rundspørge, som Berlingske Research står bag, viser, at 84 procent af 340 adspurgte frisører har forskellige priser alt efter, om der er tale om en kvinde eller mand, der skal have studset hårtotterne.

Ligebehandlingsnævnet afgjorde i 2012, at det er i strid med ligestillingsloven, hvis frisører opkræver forskellige priser alt efter kundens køn.

Samtidig viser rundspørgen, at blot tre procent af de 286 frisører, der har kønsopdelte priser, overvejer at ændre på priserne på baggrund af Ligebehandlingsnævnets afgørelse. Det svarer til ni frisører. Hele 86 procent siger, at de ikke vil rette på priskiltene.

Erhvervsorganisationen for selvstændige frisører og kosmetikere, DOFK, kalder prisforskellene for naturlige og understreger, at det ikke er kundens køn i sig selv, der har betydning for prisen.

»Vi vi ikke anerkende, at man tolker det på den måde, som Ligebehandlingsnævnet har gjort. Det kører på køn, men det er ikke det, der er væsentligt - det er tiden, man bruger. Det tager væsentlig mere tid til at klippe damer, og man bruger også mere tid på undervisning af dameklip,« siger Connie Mikkelsen, formand i DOFK.

Organisationen har opfordret medlemmerne til ikke at ændre priserne, da Østre Landsret til september tager stilling til en principiel sag, der netop drejer sig om forskel på frisørpriserne.

»Vi har bedt vores medlemmer om ikke at ændre på noget,« siger Connie Mikkelsen.

Ender landsrettens afgørelse med, at frisørerne ikke får ret i deres anke, overvejer DOFK, om man skal tage sagen til EU-domstolen. Ellers vil konsekvensen højst sandsynligt blive, at priserne - hvis de skal ligestilles - bliver dyrere for mændene, forklarer Connie Mikkelsen.

»Man kan ikke leve med, at der skal være samme pris for en dame, der tager tre kvarter at klippe, og en herre, der tager en halv time. Derfor vil der altid være en prisforskel,« siger hun.

Ligebehandlingsnævnet har tidligere behandlet en række sager, hvor der er blevet klaget over frisørernes forskellige priser. Nævnet kan dog maksimalt give en sanktion i form af en bøde på 2.500 kroner, og det sker kun, hvis en person har klaget over frisøren. Derfor ses der også kun ganske få afgørelser.

»Ligebehandlingsnævnet har mulighed for at tilkende en godtgørelse, som er den sanktionsmulighed, der findes i forskelsbehandlingslovene,« fortæller Susanne Fischer, specialkonsulent i Ligebehandlingsnævnets sekretariat.

Den principielle afgørelse, som Østre Landsret skal træffe til september, tager udgangspunkt i en sag, hvor en kvinde i 2012 klagede over forskellige frisørpriser og fik tilkendt en godtgørelse på 2.500 kroner på baggrund af forskelsbehandlingsloven. Kvinden har aldrig fået sin godtgørelse, og sagen er derfor endt i retten, hvor DOFK står på den ene side af bordet.

»Så må vi se, hvad retten kommer frem til,« siger Susanne Fischer fra Ligestillingsnævnet.