Hunde er blevet et eftertragtet bytte for kriminelle, og på de sociale medier myldrer det med historier om hundeejere, der har været udsat for forsøg på tyveri. Politiet mener dog ikke, der er tale om en tendens.

Over en halv million danskere har en ven på fire poter, men hvad der er en ven og et medlem af familien for dig, er en indbringende salgsvare for andre. Derfor har der de seneste år været et stigende antal hunde, der enten er blevet stjålet eller forsøgt stjålet fra deres ejere.

Den seneste tid har der på de sociale medier været flere historier om racehunde i København, som er blevet forsøgt stjålet.

En af dem er 22-årige Maria Krygers. Da hun onsdag gik sin vanlige aftentur ved Kastellet med den 11 måneder gamle unganske vizla, Alpha, blev hun passet op af to ukendte mænd ved Gefionspringvandet, som forsøgte at stjæle hunden.

»Der kommer to gutter imod mig. Det er meget tydeligt, at de gerne vil hilse på min hund. Den ene bukker sig ned for at ae Alpha,« fortæller Maria, som i begyndelsen slet ikke anede uråd.

Som ejer af en stor hvalp af en race, der ikke er så mange eksemplarer af i Danmark, er hun vant til, at folk gerne vil hilse på hendes hund. Da Alpha var yngre, var hun lidt utryg ved fremmede, så Maria har netop trænet hende i at møde nye mennesker.

»Jeg er stolt af min hund og glad for, at andre mennesker synes, hun er interessant,« siger hun.

Der gik dog ikke lang tid, før Maria Kryger fornemmede, at noget var helt galt.

»Så begynder han at massere hende, ligesom dyrlægen gør, når han skal undersøge hende. Så begynder jeg at blive mistænksom og spørger: 'Hvad laver du?'«

Manden svarede ikke Maria og kiggede heller ikke op på hende. Derimod prøvede han at flå hundens halsbånd af.

»Så råber jeg: 'Hun er altså chippet!'

Det lykkedes den ukendte mand at få åbnet den ene side af Alphas sele, inden Maria skubbede ham væk og løb.

Kort forinden havde hun i de lokale medier læst om andre hundeejere, der havde været udsat for forsøg på tyveri af deres hunde. For eksempel Leah på Østerbro, som nær havde fået sin mops flået ud af armene. Her var det nogenlunde sammen historie: To fremmede mænd lader som om, de vil klappe hunden, men forsøger derefter at hive hunden fra hende.

Maria Kryger tror selv, at det var den historie, der fik hende til at reagere instinktivt på mændenes fremfærd.

Da hun var kommet på sikker afstand, slog hun alarm til politiet. De sendte en patrulje ud for at sondere området, men de ukendte mænd var over alle bjerge.

Maria Kryger beskriver mændene som fremmede af anden etnisk herkomst end dansk. Den ene var mellem 175-180 centimeter høj. Den anden lidt højere: Mellem 180 og 190 centimeter høj. De havde mørkt tøj på, og den ene bar en grå hue med kvast. Maria tror ikke, de forstod dansk.

I Dansk Kennelklub har man oplevet en stigning i hundetyverier de seneste ti år. Problemet er blevet så stort, at hundeejerens organisation har lavet en række retningslinjer, hvor de blandt andet fraråder folk at efterlade deres firbenede venner uden for butikker, hvis de ikke kan se dem indefra.

»Det her er ikke kun et storbyfænomen. Hunde bliver stjålet fra haver, biler og uden for butikker. Derfor er vi gået ud med en generel udmelding, hvor vi fraråder folk at efterlade deres hunde, hvis de ikke kan se dem. Det er rigtig ærgerligt, men det dur bare ikke mere. Risikoen er for stor,« siger presseansvarlig i Dansk Kennelklub, Lise Lotte Christensen og tilføjer, at det ikke kun er små, nuttede hvalpe, tyvene går efter.

Også større, voksne og sågar gamle hunde er blevet stjålet.

»Vi har set en stigning i antallet af hundetyverier. Mest hyppigt er det de mere populære hunderacer som shih tzu, mops og fransk bulldog. De selskabshunde, som der er stor efterspørgsel på. Det er klart, at hvalpe er mere udsatte, men ingen kan vide sig sikre,« siger Lise Lotte Christensen.

En af de seneste historier fra Østerbro i København, hvor hundeejere har oplevet, at tyve har forsøgt at hive deres hunde fra dem, er ifølge Dansk Kennelklub en ny udvikling, som man ikke har set tidligere.

Lise Lotte Christensen understreger dog, at hundeejere ikke skal male 'fanden på væggen' og se spøgelser ved højlys dag. Personligt kunne hun dog aldrig finde på at efterlade sine hunden uden opsyn.

Mellem hundeejere går rygterne om, at stjålne hunde bliver sendt til udlandet og bliver brugt som træningshunde for kamphunde, såkaldte 'training bites.' Det ser Lise Lotte Christensen dog ingen tegn på.

»Der går rygter om det, og det er klart, at det er enhver hundeejers værste mareridt, men det er der en meget lille sandsynlighed for. Hvis en kamphund skal lære at slås, har den ingen glæde af at stå over for en søde og fredelig familiehund. Hvis det kan være en trøst, så er tyvene typisk folk, der forsøger at tjene en skilling.«

Hos Københavns Politi mærker man ikke, at hundetyverierne skulle være et stigende problem.

»I 2016 har vi haft to forsøg på tyveri af hunde og to, hvor det er lykkedes at stjæle hundene. Det er ikke det, der fylder i vores statistikker,« lyder det fra vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Henrik Møller Jakobsen.

I hundefællesskaber på Facebook vrimler det derimod med historier fra chokerede hundeejere, der nær havde mistet deres kæledyr til ukendte gerningsmænd. Maria Kryger tror personligt, at mange ikke går til politiet med sagerne.

»Det frustrerer mig, at folk ikke melder det. Jeg ved, det er et stort problem,« fortæller hun.

Fremover undgår hun mørke steder, hvis hun går tur med sin hund alene, og hun overvejer, om hun fremover skal have en hårspray i tasken.