Lone Dröscher Nielsen arbejdede som stewardesse i SAS, da eventyrlyst for snart 20 år siden for første gang førte hende dybt ind i regnskoven på Borneo, hvor orangutangerne ændrede hendes liv
I 1993 holdt Lone Dröscher Nielsen en orangutang i hånden for første gang. Hun arbejdede egentlig som stewardesse i SAS, men brugte alle ferier på at rejse rundt i verden. Rejser der blandt andet bringer hende helt tæt på bjerggorillaerne i Congo og med til at spore truede næsebjørne i Nepal.
Rejserne og interessen for dyr fører hende også til Borneo, hvor den tyske primatolog, Biruté Galdikas, studerer vilde orangutanger og driver et mindre rehabiliteringscenter. BME
- I første omgang havde jeg fire ugers ophold som frivillig, hvor jeg skulle følge efter og indsamle data om vilde orangutanger, fortæller Lone, om det møde, der skulle vise sig, at vende hendes liv på hovedet.
- Jeg forelskede mig. Ikke bare i babyerne som jo var fantastisk søde, men mindst lige så meget i skoven. Det var nærmest som at komme hjem, og jeg følte mig som i et med det hele, fortæller Lone.
Oplevelserne stod i skærende kontrast til hendes tilværelse derhjemme, hvor hun levede det gode liv med masser af frihed og penge. Hun fløj verden rundt, boede på luksushoteller og kunne shoppe i New York, hvis hun havde lyst. Ikke desto mindre stod det hurtigt klart, at hun efter mødet med orangutangerne måtte tilbage til junglen så hurtigt som muligt.
Gav sit ord
- Alt havde i en lang periode kun handlet om mig, og nu skulle mit liv handle om nogle andre. Orangutangerne rakte armene op imod mig, og er der nogen, der beder om min hjælp, kan jeg ikke bare vende ryggen til, siger Lone
Hun husker, hvordan hun satte sig ned foran fire små orangutanger kiggede dem i øjnene og sagde: ’Ved I hvad, jeg kommer tilbage’.
Ved at købe sig til orlov lykkes det hende hurtigt at vende tilbage, og hun fik lov at bo i lejren ’Camp Mark’, sammen med de lokale hjælpere. Dagene gik med fodring, leg og gåture i området. Det faldt hende naturligt at bære rundt på de moderløse unger, og det generede hende ikke at leve af ris og lidt grøntsager eller at sove i et simpelt langhus af træ.
Samtidig fik hun på denne tur for alvor ødelæggelsen af skoven at se, og det var både sørgeligt og betød, at antallet af moderløse orangutangunger på centret voksede.
Vækket hver nat
I 1996 siger Lone Dröscher Nielsen ja til en fratrædelsesordning hos SAS og tager den endelige beslutning om at vinke farvel til lejligheden i Brønshøj og hellige sig arbejdet i regnskoven. Hun medbringer ikke mere, end hun kan have i en rygsæk og har skilt sig af med alle ejendele, da hun denne gang gør klar til landing i Palangkaraya lufthavn på Borneo.
På dette tidspunkt har Lone i længere tid drømt om sit eget rehabiliteringscenter, der er opdelt i vuggestue, børnehave, skovskole og universitet. De helt små skal fyldes med kærlighed og omsorg, de lidt større orangutanger skal prøve kræfter med at kravle i træer.
I skovskolen skal de lære at bygge rede og fange termitter, mens sidste stop skal være en ø i nærheden af rehabiliteringscentret, hvor orangutangerne kan sættes ud midlertidigt, inden de skal stå på helt egne ben i den vilde regnskov.
Med flere års ihærdig indsats og utallige møder får hun endelig skrabet nok penge sammen, og centeret ’Nyaru Menteng’ står færdigt.
Skrigene og gråden fra en få måneder gammel og helt hjælpeløs orangutangunge, der har mistet sin mor, har mange gange i årenes løb vækket Lone Dröscher Nielsen midt om natten. Søvndrukken har hun varmet den ene flaske efter den anden, og måske endda taget den lille strithårede fyr med i seng, hvis hverken varm mælk eller en blid vuggetur var nok til at få ungen til at falde til ro.
- Jeg vil tro, jeg i alt har haft otte år uden en hel nats sammenhængende søvn, siger Lone, der havde stuen i sit hus fyldt med kurve, hvor orangutangerne blev lagt til at sove. Efterhånden fik hun ansat nogle babysittere, der kunne tage lidt over, men en indre alarm fik hende alligevel op, hvis en unge var syg, og hun lige skulle tjekke, at dens drop sad rigtigt.
Stærke bånd
De mange timer sammen med orangutangerne har skabt stærke bånd, men hendes hjerte banker i høj grad også for bevarelsen af regnskoven, fundamentet for menneskeabernes og alle mulige andre arters overlevelse.
I de første år, kom størstedelen af orangutangerne fra folk, der ulovligt holdt dem i fangenskab, men da palmeolieindustrien for alvor tog fart, og firmaer begyndte at rydde regnskoven for at skabe plads til palmeolieplantager, måtte Lone og hendes folk ofte ud og redde aber, der ellers ville dø, fordi deres levesteder blev ødelagt.
Det lykkedes at flytte nogle af aberne til andre områder, men som Lone siger, var det lidt som at tørre vand op uden at lukke vandhanen, for rovdriften på skoven fortsatte. Og der har været mange forhandlinger med folkene bag palmeolieindustrien, ligesom Lone har kæmpet med regeringen i 7-8 år for at finde et egnet sted at sætte aberne ud igen.
Samtidig var det en daglig kamp at få økonomien til at hænge sammen. Hun forhandlede med lokale leverandører af frugt og mad til orangutangerne, og skulle skaffe penge til lønninger, og sponsorater, der kunne finansiere medicin og bleer.
En anden udfordring var at skaffe penge til den kostbare genudsætning af orangutangerne fra centret, hvoraf nogle har opholdt sig på øerne, der var ment som en midlertidig løsning i op til ti år.
Sygdom og succes
Bekymringerne overskyggede signalerne fra Lones egen krop, der var på overarbejde, og hun led af voldsom hovedpine og for højt blodtryk. Hun får alvorlig leverbetændelse og bliver senere indlagt i Jakarta med nyresvigt.
Tilbage på ’Nyaru Menteng’ får hun det virkelig dårligt og med venners hjælp, bliver hun fløjet til Singapore, hvor det viser sig, at hun igen har nyresvigt.
Hun må tage en svær beslutning og erkende, at hun ikke kan vende tilbage Borneo og fortsætte som hidtil, og hun fortryder i dag, at hun ikke lyttede til sin krop og måske kunne have nøjedes med at være væk og i behandling i et halvt års tid.
I dag er Lone ansat som konsulent og fundraiser for ’Red Orangutangen’ og er tilbage på Borneo fire gange årligt i omkring seks uger ad gangen. Hun har bosat sig i en ombygget kostald i Wales og er via Skype i daglig kontakt med centret og hendes stedfortræder som daglig leder, Anton.
I 2012 kom endelig den foreløbige kulmination på de mange års hårde arbejde. Efter møjsommeligt at have undersøgt egnede områder, fandt de første udsættelser af orangutanger fra centret sted sidste år, og Lone var med.
- Udsætningerne er jo målet med hele projektet, og det, vi har kæmpet for i alle årene, og det er en af de største oplevelser, jeg nogensinde har haft, da jeg åbnede lågen, og Leonora løb ud. Inden aberne kan sættes ud, har de været i to måneders karantæne i bur, og at se det der glade ansigt, da hun endelig blev sluppet fri. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre. ’We did it’, hviskede jeg til en af mine medarbejdere og græd af stolthed, siger Lone, der nu er meget optimistisk på orangutangernes vegne.
