Der kan virke langt fra Brøndby Stadion til Camp Nou. Men ’Kasi’-Jesper har taget turen.

For få år siden var Jesper ’Kasi’ Nielsen hovedsponsor i Brøndby IF og kunne invitere Kasi-Groups kunder til superligafodbold på Vestegnen.

I næste sæson kan ’Kasi’-jesper så invitere sit nye tyskbaserede smykkefirma Endless Jewellerys kunder til Camp Nou, hvor de kan nyde verdensstjerner som Lionel Messi, Andres Iniesta, Luis Suarez og Neymar. Den tidligere landsholdsspiller Søren Colding er ansat som såkaldt eventmanager i Endless Jewellery, og i sidste uge forhandlede han en sponsoraftale hjem med selveste FC Barcelona, således at firmaets navn kommer til at stå flere steder på Nou Camp.

- Det er en kæmpe drengedrøm, og jeg får mulighed for at invitere vores kunder til verdensklasse-fodbold, siger ’Kasi’-Jesper.

Hvad har sponsoratet kostet?

- Mindre end sponsoratet i Brøndby, siger han.

Som BT torsdag skrev, så har Kasi-Jesper stor success med sit Endless Jewellery, der forventer en omsætning på ca. 350 mio. kr. i år og på under to år har firmaet fået partnere i 18 lande.

Også verdensstjernen Jennifer Lopez har indgået en aftale om at gå med ’Kasi’-Jespers smykker, men heller ikke den pris vil ’Kasi’-Jesper oplyse.