Karin Nicholaisen har i næsten 50 år været gift med den 73-årige mand, som for 12 dage siden forsvandt fra sin bopæl i Aarhus. Hun er nu begyndt at tvivle på, om hendes mand, Niels, overhovedet er i live.

Det fortæller hun i et interview med TV2 Østjylland.

»Jeg er begyndt at tvivle, det er jeg. Jeg synes, der er gået så lang tid, og jeg kan ikke forestille mig, at han har siddet i et skur så lang tid,« siger hun til TV2 Østjylland.

Niels Joachim Nicholaisen forsvandt den 5. februar, da han ifølge familiens teori var på vej i fitnesscenter.

Ifølge Niels’ kone er der ikke noget, der tyder på, at det er med hans egen gode vilje, at han er væk. Det er slet ikke ham, fortæller hun.

Hun fortæller, at uvisheden omkring situationen er det værste, og tålmodigheden er ved at slippe op. Dog eksisterer håbet stadig.

»Skal vi have en dårlig nyhed, så må vi have en dårlig nyhed, så vi kan vi kan komme videre alle sammen. Vi har håbet stadig, men vi er også realistiske,« fortæller Karin Nicholaisen til TV 2 Østjylland.

Mandag blev der sporet et opkald fra Niels’ telefon. Det var foretaget på containerhavnen i Aarhus dagen efter hans forsvinden. Tirsdag sendte politiet dykkere i vandet i netop det område, men desværre uden held.

Den 73-årige mand er 190 centimeter høj, slank og frisk af sin alder. Han var iført en knælang, grøn vinterjakke og gule støvler af mærket Timberland. Muligvis havde han en hue på, og han kan også have medbragt en rygsæk.

Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 114 eller 8731 1448.