Den amerikanskledede koalition skal nu undersøge, om danske F16-fly muligvis har bombet civile irakere. Ekspert kalder det »fornuftigt«, at forsvaret spiller med åbne kort.

Danske F16-fly kan have bombet civile under en mission søndag 30. august i Irak.

Det oplyser Værnsfælles Forsvarskommando, der nu afventer en nærmere undersøgelse, som kan be- eller afkræfte formodningen om civile tab.

»Det, der sker, er, at når vores fly kommer ned efter en aktion, så analyserer man data og laver en rapport. Og når det er overstået, så gør vi det i god ro og mag igen, og i den forbindelse har vores folk set nogle ting, der ikke er helt i overensstemmelse med beskrivelsen af, hvad der rent faktisk er foregået. Derfor har vi sagt, at vi ikke er helt sikre på, om der har været civile tab ved det her angreb,« siger oberst Søren Andersen, Værnsfælles Forsvarskommando.

Oplysningerne er nu givet videre til den amerikanske ledelse af operationen, som har igangsat en undersøgelse. Søren Andersen håber, at resultatet kan foreligge i løbet af en uges tid.

Han fortæller, at det er fast praksis, når danske styrker er i krig, at rapportere om mulige civile tab.

»Vi har haft en praksis, også da vi var i Afghanistan, om, at vi har meldt ud, når det har været aktuelt. Vi vil gerne være åbne omkring, hvad der sker. Vi er i Irak på invitation af den irakiske regering, så det her er et væsentligt punkt,« siger Søren Andersen.

Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet, kalder det »fornuftigt«, at det danske forsvar melder ud, når der kan være sket civile tab.

»Det er en fornuftig praksis, og det er en åbenhed, man er nødt til at følge, hvis man som et demokrati skal gå i krig. Man skal forberede politikere og befolkning på, at civile tab er uundgåeligt, når man går i krig,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Hvis danske F16-fly har været skyld i tab af civile menneskeliv, er det forventeligt, at Islamisk Stat (IS) vil bruge det i propagandamæssigt øjemed, vurderer han.

»Det er vand på Islamisk Stats mølle, hvis de kan bevise, at onde vestlige soldater dræber civile, når de påstår det modsatte. Og vi ved, at IS er dygtige til at bruge sociale medier, film og propaganda,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Hvis det skulle vise sig, at danske fly ved en fejl har bombet civile irakere, pådrager Danmark sig ikke et erstatningsansvar.

»Hvis vi har fulgt reglerne for magtanvendelse og overholdt krigens love - det vil sige, at man har gjort alt for at undgå civile tab - så er der ikke noget at komme efter. Desuden må man rent faktisk godt slå nogle civile ihjel, hvis det militære mål er vigtigt nok, så længe det ikke overstiger den militære nødvendighed ved det pågældende angreb,« siger han.

Forsvarsminister Carl Holst (V) siger i en skriftlig kommentar, at han tager sagen »meget alvorligt«, og at han har tillid til, at »Forsvaret sammen med vores koalitionspartnere gør, hvad de kan for at undersøge dette så grundigt og hurtigt som muligt.«

Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm (Ø), mener, at der er grund til at frygte, at langt flere civile end hidtil antaget kan være blevet ramt af koalitionens bomber. Partiet vil derfor kalde forsvarsministeren i samråd.