En fantastisk video viser, hvordan Forsvarets helikopter lørdag aften fandt den treårige Sarah ved hjælp af et infrarødt kamera.

Lørdag aften ledte Nordjyllands Politi og Forsvaret ikke bare med lys og lygte, men også med både hunde, helikopter og infrarødt kamera efter den blot treårige Sarah, som var forsvundet, mens hun var på besøg hos sine bedsteforældre i Rærup nær Vodskov.

Sarahs mor og far var på hospitalet og i fuld gang med at gøre den lille pige til storesøster, da hun pludselig forsvandt sporløst.

Heldigvis blev den lille pige fundet i god behold efter nogle timer, og nu fortæller en sergent fra Forsvaret, hvordan besætningen i helikopteren pludselig fik øje på pigen og hunden på en mark.

»Vi havde kun netop koordineret med politiet, at vi ville lægge primært fokus på de åbne områder, da vi på vores infrarøde kamera kunne se en hund og ved siden af denne endnu en varmekilde, som mest lignede en sten,« siger sergent Ida fra Eskadrille 722, Helicopter Wing Karup i en pressemeddelelse fra Værnsfælles Forsvarskommando, som ikke oplyser hendes efternavn.

Fra helikopteren forsøgte redningsmandskabet at dirigere politiets patruljer hen til det rigtige punkt på marken, men det var for mørkt til, at de kunne se hende.

»I mellemtiden begyndte den lille pige at bevæge sig, og vi bestemte os derfor for at lande lidt derfra, så vores redder og læge kunne tilse hende hurtigst muligt,« tilføjer hun.

»Den lille Sarah var gået cirka 1,5 kilometer, hendes gummistøvler var fyldt med mudder, hun var kold og våd, men hun var ved godt mod. Sarah og redderen blev enige om, at hun havde en god historie at fortælle nede i børnehaven. Da vi lettede, kunne vi se den lykkelige genforening mellem mor og datter,« slutter sergenten.