Det er ikke utænkeligt, at personer fra terrororganisationer lykkes med at komme igennem efterretningstjenestens sikkerhedsmur, når de søger til Danmark som flygtninge, lyder det fra forskere.

Der er risiko for, at terrorister fra lande som Syrien og Libyen lykkes med at slippe igennem efterretningstjenesternes net, når de søger til Danmark som flygtninge. Sådan lyder vurderingen fra flere forskere, skriver Kristeligt Dagblad.

Mandag kom det frem, at omkring 10 formodede terrorister fra terrororganisationer som Islamisk Stat (IS) og al-Nusra-fronten har forsøgt at rejse ind i Norge under dækning af at være såkaldte kvoteflygtninge, dog blev de afsløret af den norske sikkerhedstjeneste PST, som kan sammenlignes med den danske efterretningstjeneste PET. PST har ifølge Kristeligt Dagblad som en del af et nyt initiativ to gange på et halvt år været i Mellemøsten for at rådgive de norske udlændingemyndigheders lokale afdelinger i sager om kvoteflygtninge, og afsløringen er et resultat af netop det.

Magnus Ranstorp, der er terrorforsker ved det svenske forsvarsakademi, siger til Kristeligt Dagblad, at der er risiko for, at personer med tilknytning til ekstremistiske organisationer lykkes med at komme igennem sikkerhedsmuren, og at det også vil kunne ske i Danmark.

»Det er et stort problem at bekræfte identiteten på flygtningene, og derfor kan det ske, at medlemmer fra IS slipper ind, fordi det er meget svært at efterforske, når de kommer fra lande med ustabilitet eller krig,« siger Magnus Ranstorp til avisen.