Trods køb af bygninger på flere prominente adresser er den nyreligiøse bevægelse Scientology i tilbagegang, vurderer flere forskere.

På overfladen ser det godt ud for Scientology.

Alene i København og omegn ejer den nyreligiøse bevægelse ejendomme for 347 millioner kroner på flere prominente adresser, og de seneste to år har den brugt 110 millioner kroner til formålet, skriver Kristelig Dagblad.

Men under overfladen lurer problemerne. Stadig færre mennesker føler sig nemlig tiltrukket af grundlægger L. Ron Hubbards tanker om udødelighed, vurderer en række forskere ifølge avisen.

Scientology er inde i en »nedadgående spiral«, skriver James Lewis, Scientology-forsker og professor ved afdelingen for historie og religiøse studier, ved Universitetet i Tromsø, på baggrund af flere undersøgelser.

»Selv om Church of Scientology fortsætter med at hævde, at den oplever en hidtil uset vækst, så er den aktuelle situation, at dens statistikker har været støt faldende i mange år,« skriver han i en videnskabelig artikel.

Medlemstilbagegangen kan også spores uden for USA, siger Peter Åkerbäck, lektor i religionshistorie ved Stockholms Universitet, som har beskæftiget sig indgående med Scientology:

»Mit indtryk er, at Scientology har problemer, fordi mange højtstående medlemmer har forladt organisationen de seneste fem år. Det sker i alle lande, men særligt i USA. Det er i mange tilfælde mennesker, der ikke bryder sig om organisationen, men som stadig støtter Hubbards tanker og danner deres egne organisationer,« siger Peter Åkerbäck til Kristelig Dagblad.

Det vurderes, at der er 400-600 danske kernemedlemmer i Scientology og mellem 2.000 til 4.000 løst tilknyttede danske medlemmer.