Lovende rotteforsøg giver forskerne håb om, at gulerødder kan blive en naturlig "kemokur" mod tarmkræft.

Danske forskere mener, de med gulerødder kan gøre store fremskridt i kampen mod tarmkræft.

Kræft i tyk- og endetarm er en af de mest udbredte og dødelige kræftformer med cirka 5000 nye tilfælde årligt.

Men i forsøg fra Syddansk Universitet (SDU) og Odense Universitetshospital (OUH) har aktive stoffer fra gulerødder reduceret forstadier til tarmkræft i rotter med helt op til 83 procent.

Det er første gang, at det er bevist, at stofferne falcarinol og falcarindiol forebygger kræft i pattedyr på denne måde.

- Effekten kan opnås ved daglig indtagelse af tre-fire gulerødder, siger professor Lars Porskjær Christensen fra SDU Biotechnology. Han har i mere end ti år arbejdet med projektet.

- Kan vi gentage resultaterne i forsøg med mennesker selv med noget lavere succesrate end 83 procent, så er det epokegørende, siger han.

Da der i 2014 blev indført screening for 50-75-årige for tarmkræft, var det med håb om at redde blot 150 liv årligt. I dag dør 40-45 procent af sygdommen.

- Samtidig er den kirurgiske behandling voldsom med mange invaliderende symptomer, siger Gunnar Baatrup, professor ved SDU og tarmkirurgisk overlæge på OUH, Svendborg.

- Desværre er det en sygdom i fortsat vækst. Som følge af vores livsstil og fordi vi lever længere, og den typisk rammer sent.

- Tænk hvis tre daglige gulerødder kunne virke som en slags naturlig kemo uden giftige stoffer men mindske de forstadier i form af polypper, der kan opstå i tarmen, siger han.

De omtalte stoffer findes også i beslægtede grøntsager som knoldselleri, bladselleri og pastinak samt ginseng.

Anja Olsen er seniorforsker i blandt andet kost hos Kræftens Bekæmpelse. Hun mener, det er en god ide at få afprøvet resultaterne i kliniske forsøg.

Men samtidig advarer hun mod at trække forhastede paralleller fra rotteforsøg til mennesker.

/ritzau/