Du kender det nok. Når først hånden er dybt nede i chipsposen, kan du ikke stoppe med at spise.

Men hvorfor er det egentlig, at vi får en nærmest ustoppelig trang til at grovæde bestemte fødevarer?

Kodeordet er salt, konkluderer en gruppe australske forskere fra Deakin University, der står bag en stor undersøgelse, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Nutrition.

Forskerne har undersøgt, hvordan salt og fedt påvirker vores fødevareindtag - både i forhold til smagsoplevelsen og mængden, vi spiser.

48 testpersoner blev udsat for en række forsøg - blandt andet skulle de hver især spise fire forskellige frokost-retter over fire uger. Menuen - en pastaret - var den samme, bortset fra, at forskerne havde justeret på mængden af salt og fedt ved hver servering.

Efter at have analyseret testpersonernes adfærd, nåede forskerne frem til, at en højt indhold af salt fik deltagerne til at spise mere mad - uanset mængden af fedt.

Således spiste testpersonerne i gennemsnit 11 procent mere mad, når der var et højt indhold af salt i retten.

»Set over en hel dag, er det en betydelig mængde,« udtaler en af forskerne bag undersøgelsen, professor Russell Keast fra Deakin University ifølge Time Health.

Tidligere forskning har vist, at personer, der er særligt sensitive over for fedt, generelt spiser mindre af det. Men studiet viste, at den funktion blev sat ud af spil, når der var tilsat en stor mængde salt i maden.

»Saltet har den effekt, at det fjerner den normale biologiske mekanisme, som ellers ville forhindre os i at spise,« udtaler professor Russell Keast.