Medicin mod depression er vanedannede på linje med morfin, viser ny forskning. Man bør genoverveje brugen af antidepressiver, mener en psykolog.

Ny forskning dokumenterer, at antidepressiv medicin kan skabe en afhængighed, der er lige så stærk, som den man kender fra morfin, sovemedicin eller medicin mod angst. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Et amerikansk-canadisk forskerhold mener at kunne dokumentere, at det mismod, patienterne oplever, når de ophører med medicin, ikke er tilbagefald til depression. Det er abstinenser fremkaldt af ophøret med den stærkt vanedannende medicin.

Thomas Nielsen, lektor emeritus i psykologi ved Aarhus Universitet, mener, at resultaterne stiller alvorlige spørgsmål ved den udbredte brug af antidepressiv medicin, som i dag udskrives til over 400.000 danskere.

- Antidepressiv medicin griber ind i kemien i de områder af hjernen, der styrer positive følelser. Men nu har vi altså viden om, at lykkepiller er lige så vanedannende som morfin, og at den ubalance, der skabes ved hjælp af pillerne, gør, at patienterne er nødt til at blive ved med at tage pillerne for at undgå mere ulykke, siger han til Kristeligt Dagblad.

Årsagen til abstinenserne er ifølge forskerne, at hjernen hos de medicinerede patienter modregulerer medicinen, så de dels ender med at være lige så deprimerede som uden medicin, dels får depressionslignende abstinenser, når medicinen fjernes.

Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt, kender ikke den nye forskning, men hun mener ikke, der hidtil er påvist direkte afhængighedssymptomer ved brug af antidepressiv medicin.

- Men det er længe velkendt, at man skal trappe langsomt ned, når man stopper med medicinen, ellers får man det ubehageligt, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Både i Danmark og internationalt anbefaler man psykoterapi som første valg til lette og moderate depressioner.

- Men de anbefalinger bliver nok ikke anvendt i det omfang, de var tiltænkt. Man er ret hurtig til at give medicin, og det er derfor, så mange får det, siger Anne Lindhardt.

Formanden for de praktiserende læger, Henrik Dibbern, kender ikke den nye forskning, men skriver i en mail til Kristeligt Dagblad:

- Vi skal selvfølgelig være beredt til at lære af ny forskning og implementere ny viden. Det her lyder imidlertid som en meget kompliceret problemstilling, og det må være ret svært rent metodologisk at skelne sikkert mellem nye depressionsperioder og medicinabstinenser.

BNB