For at en gave skal fungere, må der være et snert af usikkerhed. Hvis man er for optaget af prisaftaler og ønskesedler, risikerer man at ødelægge gavens evne til at skabe noget unikt, mener en forsker.

Når vi i laver ønskelister og koordinerer prisaftaler, ødelægger vi det magiske i at give og modtage gaver.

Det mener research fellow ved CBS og projektleder i Realdania Henrik Mahncke, som forsker i filantropi og gavegivning, skriver Kristeligt Dagblad.

»Når man laver aftaler om prisniveau eller bryllupslister, hvor giverne kan krydse af, så bliver gaven til en simpel byttehandel. På den måde styrker man gavens transaktionselement, men gør samtidig også gaven fattig. For at gaven kan fungere som gave, må der være et usikkerhedsaspekt, et element af overraskelse og mystik. Hvis vi glemmer det, risikerer vi som samfund simpelthen at tage magien ud af gaven,« fastslår han.

Til trods for, at danskerne indgår aftaler om både størrelse og pris på gaverne, forsøger man efterfølgende at genskabe magien, fortæller Henrik Mahncke. Blandt andet forsøger vi ihærdigt at skjule gavens værdi ved hjælp af byttemærker. Dertil kommer, at man giver en gave i anledningen af eksempelvis en fødselsdag eller et bryllup uden at forvente, at gaven straks gengældes.

Hvis disse to forudsætninger overholdes, er det med til at skabe en illusion om, at gaven stadig er noget særligt, siger han.