Danske myndigheder og rejseselskaber opfordrer til at have rigeligt med kontanter med på ferien til Grækenland på grund af krisen. Tag penge med, men gem dem godt, lyder det fra forsikringsbranchen.

Krisen i Grækenland får danske myndigheder og rejseselskaber til at opfordre turister til at fylde pungen op med euro hjemmefra. Det skal sikre turisterne mod lukkede banker og sørge for, at de kan få noget at spise i restauranter, der kun tager imod kontanter.

Men med de mange penge på lommen er en dansk turist et oplagt mål for fingernemme personer med onde hensigter. Derfor skal man også være påpasselig med, hvordan man håndterer den likvide beholdning på ferien, lyder det fra konsulent i Forsikringsoplysningen Anja Lintrup Sørensen.

»De mange kontanter kan sagtens være noget, tyveknægte spotter. Vi anbefaler folk at tænke sig godt om i forhold til, hvor mange penge de tager med. Og selvfølgelig hvordan de opbevarer dem,« siger hun.

»Det er en speciel situation, men det bedste råd er at fordele pengene mellem de rejsende. Og så skal man benytte pengeskabene på hotellerne eller i ferielejlighederne,« siger Anja Lintrup Sørensen til Berlingske Nyhedsbureau.

Grækerne kan kun hæve et begrænset antal euro i de græske pengeautomater på grund af den kapitalkontrol, regeringen indførte ved udgangen af juni. Indtil videre har de græske myndigheder sagt, at det ikke gælder internationale kreditkort.

Alligevel får frygten for, at kravet udvides til udenlandske kreditkort og giver problemer ved betalinger på restauranter og butikker, forsikringsselskabet Topdanmark til at anbefale turisterne at tage rigeligt med penge med, forklarer kommunikationschef Jens Langergaard.

»I modsætning til de typiske råd for kunder, der rejser på ferie i udlandet, anbefaler vi faktisk, at kunden tager rigeligt med kontanter med, hvis turen går til Grækenland,« siger han.

»Mængden af kontanter kan i sig selv udgøre en risiko, og derfor er det vigtigt, at man optræder varsomt og eksempelvis sørger for at lægge en del af pengene i en aflåst boks på hotellet,« siger kommunikationschefen, og opfordrer samtidig folk til at have kreditkort med, da de vil kunne bruges i en del butikker og dermed mindske behovet for rede penge.

Skulle uheldet alligevel være ude og en tyveknægt tilraner sig pengene, er det ikke sikkert, at forsikringen gælder. Det afhænger af situationen, forklarer både Jens Langergaard og Anja Lintrup Sørensen.

Hvis man bliver bestjålet uden at opdage det - en listig lommetyv, der nupper pengebæltet - så dækker forsikringen ikke. Men bliver pengene stjålet ved et røveri eller ved, at der med vold er blevet brudt ind på ens hotel, dækker forsikringen i udgangspunktet.

Hos Topdanmark er det beløb, der maksimalt dækkes for i kontanter, 22.890 kroner. Ifølge Anja Lintrup Sørensen er dækningen typisk omkring 20.000 kroner.