Stormen Gorm var den kraftigste, der har ramt landet siden stormen Allan i 2013. Men hos forsikringsselskabet Codan er antallet af skadesanmeldelser lavere end ved tidligere storme.

Selv om stormen Gorm væltede adskillige træer og stilladser på sin tur gennem Danmark søndag aften og natten til mandag, tyder noget på, at den ikke har anrettet lige så mange skader som tidligere store storme. I hvert fald ikke hvis man ser på forsikringsselskabet Codans skadesanmeldelser. Gorm betegnes som den kraftigste storm siden stormen Allan i 2013, men frem til mandag middag havde Codan fået 600 skadesanmeldelser. Det er færre end ved tidligere storme, og det skyldes formentlig, at mange danskere har fået deres hus stormsikret, oplyser Codan i en pressemeddelelse. Forsikringsselskabet opfordrer til, at man får taget hånd om de skader, der er opstået, så hurtigt som muligt.

»Det er naturligvis vigtigt, at man gør, hvad man kan for at få begrænset skadernes omfang så vidt som muligt. Det er ekstra relevant nu, hvor DMI har varslet byger og regn over hele landet. Regnvejr kan typisk gøre skaden væsentlig værre, hvis der for eksempel er gået hul på taget, som er den hyppigste skade ved storm,« udtaler Carsten Vraa-Jensen, der er skadedirektør ved Codan, i pressemeddelelsen.

Stormen Gorm kulminerede søndag aften, og visse steder nåede vindstødene op omkring 40 meter i sekundet. Vindstød over 32 sekundmeter betegnes som orkanstyrke.