I Danmarks to store byer er butikkerne plaget af, at unge stjæler varer ved højlys dag. Det er især byernes ghetto-områder, som er hårdt ramt.

Grupper af unge, der stormer en butik og stjæler varer ved højlys dag – det såkaldte butiksraiding <saxo:ch value="226 128 147"/> er blevet en del af virkeligheden i og omkring Aarhus og København.

Det skriver metroxpress.

Især de to byers ghettoområder er hårdt ramt, siger Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen.

»Det er en form for butikstyveri, der dukkede op for nogle år tilbage, og som gradvist bølger op og ned i perioder. Vi har især set det i vores discountbutikker, hvor der ikke er så meget personale, der kan gribe ind over for en hel flok,« siger Jens Juul Nielsen til metroxpress og tilføjer:

»Det er typisk unge med anden etnisk baggrund fra lokalområdet.«

Hos Dansk Supermarked har problemerne med butikstyverierne medført, at man i sommerferien måtte dreje nøglen om på en Netto i Aarhus-ghettoen Bispehaven. Også her oplevede man unge butikstyve, der stjal varer ved højlys dag, mens de ansatte kun kunne se magtesløse til. Gentagne raids fik ligeledes en Shell-tank nær Gellerup for nogle år tilbage til at lukke.

Lars Svendsen, formand for strøgforeningen i Aarhus, forklarer:

»Det er klart noget, man ser flere og flere eksempler på. De bliver frækkere og frækkere, og det er ikke kun med tyveri og kommando-raids i forretninger. De truer nu også, når vi irettesætter dem,« siger Lars Svendsen om raidsene i byen.

(BNB)