Den danske skuespillerinde Paprika Steen fik lørdag aften prisen som bedste kvindelige skuespillerinde ved filmfestivalen i den tjekkiske by Karlovy Vary. Festivalen regnes for den mest betydningsfulde i Østeuropa, og Paprika Steen får prisen for sin hovedrolle i filmen "Applaus", der har dansk biografpremiere den 25. september.
Ritzau fanger hende på mobiltelefonen klokken 23 lørdag aften, da hun fejrer prisen i eksklusivt selskab.
- Jeg har hænderne oppe over hovedet og er meget lykkelig, forklarer hun og tilføjer, at hun netop sidder og spiser middag med sin mand Michael Chr. Rieks, der også er filmens producer, instruktør Martin Pieter Zandvliet samt de to verdensberømte skuespillere Antonio Banderas og John Malkovich.
- Du afbryder faktisk lige Antonio Banderas. Både han og John Malkovich har kun set klip fra filmen og glæder sig til at se den. Og så har de tilsyneladende også set flere af de andre film, jeg været med i. Det er lidt syret, lyder det fra den danske filmstjerne, der oplyser, at hun har drukket to øl og "derfor er lidt snaldret".
I filmen spiller Paprika Steen Thea, en midaldrende og højt respekteret skuespiller. Hun har netop overstået et afvænningsophold og blev under sin nedtur skilt fra sin mand (spillet af Michael Falch). Thea afgav forældremyndigheden over parrets to børn, men nu insisterer hun på, at de igen skal være en del af hendes liv.
"Applaus" er produceret med støtte fra Det Danske Filminstituts særlige pulje for talentudvikling, New Danish Screen. Festivalen i Karlovy Vary er en af de ældste i Europa og har A-status, den vigtigste kategori i filmfestivalernes hierarki.
/ritzau/





















