KØB PLUS!

Formuen væk: Erik Damgaards børn konkurs

Erik Damgaards to børn, Sebastian og Marie-Louise, har mistet deres formue.

Erik Damgaard oprettede i 2005 et investeringsselskab til hver af børnene i børnenes egne navne. Formuestørrelsen og værdierne i selskaberne var tilsyneladende helt ens, da tallene fulgtes helt synkront ad.

I 2007 havde begge børn en formue på mere end 57 mio. kr. i hver deres selskab. I dag skylder hvert selskab knap 10 mio. kr. væk. Sø-  og Handelsretten har netop tvangsopløst selskaberne og udpeget advokat Boris Frederiksen som likvidator.

Allerede i midten af 2012 kom det frem, at selskaberne ikke havde overholdt deres regnskabsforpligtigelse og dermed var endt i Sø- og Handelsretten. Som ventet endte det altså med en tvangsopløsning.

Selskaberne havde enorme minusser på egenkapitalen i både 2010 og 2011. Ligesom flere andre af Erik Damgaards selskaber stod de ikke til at redde.

- Det er nogle selskaber, som Erik har oprettet til børnene. Det giver god økonomisk mening og sikrer børnene fremover, sagde en kilde tæt på Erik Damgaard til BT i 2009.

Nu viser det sig, at børnene må klare sig selv.

Erik Damgaard blev mangemillionær i 2002. Her solgte han og broderen deres IT-selskab Navision til Microsoft for 11 mia. kr. Efter at have delt med sin bror Preben og betalt skat og afgifter af sin fortjeneste, så var Erik Damgaard god for anslåede tre mia. kr.

Den formue synes tabt.

Erik Damgaard er nok mest kendt for sit skandaleramte ægteskab med Anni Fønsby, som netop nu afsoner en dom for rufferi. Parret er nu skilt.

Læs også: