En sørgende og frustreret menneskemængde i lilleput-golfstaten Bahrain begravede i går fem demonstranter, som natten til torsdag brutalt blev mejet ned af militære sikkerhedsstyrker.

Regimets ordenshåndhævere skabte kaos og rædsel, da de åbnede ild mod en ellers fredelig forsamling under en demonstration rettet mod styret. Demonstrationen havde deltagelse af flere tusinde mennesker på Perlepladsen i hovedstaden Manama. Og uroen ulmer fortsat i golf-staten. Og andre steder i regionen. Ikke mindst efter de fem brutale drab.

Massakre

Massakren på Perlepladsen foregik blot to uger efter, at dronning Margrethe under sit og prins Henriks officielle besøg i Bahrain som en gestus overrakte Storkorset af Dannebrogordenen til den selvudnævnte konge, Sheikh Hamad bin Isa al-Khalifa, som i spidsen for landets sunnimuslimske elite - der er i mindretal i befolkningen - besidder den reelle magt i landet. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra hoffets kommunikationschef, Lene Balleby, til, hvorfor dronning Margrethe - mens dele af Mellemøsten og Nordafrika er i oprør - uddeler en fornem orden fra det officielle Danmark til et statsoverhoved, der ikke ligefrem er den ypperste repræsentant for demokrati og menneskerettigheder. Udenrigsministeriets protokolchef, Jette Nordam, siger til B.T.: - Når Dronningen tager på officielt besøg hos et statsoverhoved i udlandet, så ligger der i det, at man udveksler gaver. I det her tilfælde har den bahrainske konge også ønsket det sådan, og derfor har han fået overrakt Storkorset. I de tilfælde, hvor der er tale om et statsbesøg, så vil det normalt være Elefant­ordenen, der bliver uddelt, siger Jette Nordam.

Blev inviteret

Hun oplyser videre, at dronning Margrethe og prins Henriks officielle besøg i Bahrain er kommet i stand efter en invitation fra landets konge. Og at invitationen er givet ikke mindst på baggrund af Dronningens store interesse for landets arkæologiske udgravninger, som har været i gang siden 1950erne med danske eksperter som pionerer i arbejdet. - Besøget har på den måde haft til formål at styrke de kulturelle bånd mellem landene, siger protokolchefen. Bahrain, som ligger cirka 30 kilometer fra Saudi-Arabiens kyst, er et lille ø-rige bestående af 33 øer, og landet har blot 800.000 indbyggere. Det store flertal - 70 procent - er shiamuslimer. Men alligevel er det mindretallet, en elite af sunnimuslimer, der sidder på al magt. Bahrain har ganske vist et anstrøg af demokrati med et parlamentskammer valgt ved afstemning af folket, men det andet kammer er udpeget af magthaverne og kan blokere for alle lovforslag, der går dem selv imod. Samtidig er det medlemmer fra kong al-Khalifas egen familie, der besætter alle væsentlige poster i regeringen og i embedsapparatet.

Egypten er forbilledet

Uroen i Bahrain er en udløber af de massive demonstrationer i først Tunesien og siden i Egypten, hvor det i sidste uge lykkedes folket efter 18 dages stædig kamp at slippe af med 30 års diktatur under præsident Hosni Mubarak. Ugedagen for demonstranternes sejr blev i går fejret under jubel af en million-stor menneskemængde på Tahrir-pladsen i Cairo.