Bent Blüdnikow, journalist på Berlingske.
Bent Blüdnikow, journalist på Berlingske. Foto: Jeppe Michael Jensen

’Hvor var de fire andre? Vi kunne høre nogle råbe om hjælp et stykke fra os, men vi skreg selv og kunne ikke gøre noget. Hvad tænkte jeg derude ved vraget? Min første tanke var vist: Kan sådan noget virkelig hænde mig. Det er jo mine maredrømme om igen.’

Sådan skriver Benjamin Blüdnikow i sin dagbog om sin flugt til Sverige i 1943 i en lækkende plimsoller med ni andre jøder på flugt fra nazisternes jødeaktion. Tre af de ti i båden druknede.

- Efter halvanden time bliver de overlevende samlet op, men sejlet tilbage til Danmark. Gestapo-chefen i Helsingør sender en gruppe af sted for at fange dem på hospitalet, men frihedskæmperne får dem ud ad bagdøren. Det er et utroligt dramatisk stykke danmarks-historie, siger Benjamin Blüdnikows søn, journalist og forfatter Bent Blüdnikow, der netop har udgivet bogen ’Min fars flugt’ (Berlingske Forlag).

Hyttede deres egne skind

Bogen kommer næsten samtidig med ’Landsmænd’ af Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, som omhandler samme emne. Og de to repræsenterer de to grundholdninger til samarbejdspolitikken under krigen. Lidegaard mener, at den reddede jøderne – Blüdnikow mener, det er en undskyldning for at rense en pinlig samarbejdspolitik, der kunne have reddet krigen for nazisterne, hvis andre lande havde gjort det samme.

- Bo Lidegaard forsvarer Erik Scavenius (udenrigsminister 1940-43 og statsminister 1942-43, red.) og departementschefstyret og mener, det er takket være dem, at jødeaktionen ikke lykkedes. Gu er det ej. Der er mange andre ting involveret. Først og fremmest at topnazisterne i Danmark – Werner Best, Duckwitz og Rudolf Milner – ville redde deres eget skind, og derfor lod de jødeaktionen mislykkes. Topnazisterne ville stå godt til retsopgøret efter krigen, og det var også det, de brugte, og de blev alle sammen frikendt, siger Bent Blüdnikow.

Nazisterne ville 2. oktober 1943 deportere de danske jøder, der hidtil havde levet fredeligt, mens jøder i resten af Europa blev aflivet i gaskamre. 28. september saboterede den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, dog selv aktionen ved at lække tidspunktet via sin medarbejder G.F. Duckwitz. Formentlig ville han med dette dobbeltspil på den ene side tilfredsstille Berlin og på den anden side undgå at ødelægge sit forhold til de danske myndigheder.

Advarslen betød, at de fleste af de ca. 5.000 jøder i København havde forladt deres bopæl, da Gestapo indfandt sig natten til den 2. oktober.

- Tyskerne er så ivrige efter at tækkes danskerne og samarbejdspolitikerne, at de lader jødeaktionen mislykkes. Men det er ikke pga. samarbejdspolitikken, men fordi de ville redde deres eget liv efter krigen. Derudover har frihedskæmperne og den folkelige uro skabt øget ballade, og det vil tyskerne lægge låg på. Bo Lidegaard og andre tager jøderne som gidsler for at rense samarbejdspolitikerne og Scavenius. Samarbejdspolitikken var rådden. Andre ofrede deres liv – amerikanere, englændere, canadiere.

Nazisternes spisekammer

- Danmarks samarbejdspolitik var med til at forlænge krigen. Vi var spisekammer for tyskerne, mens de jagtede jøder i Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Det danske bruttonationalprodukt steg under hele krigen. Vi eksporterede 10-14 pct af tyskernes forbrug af mælk, smør, fisk og flæsk. Danske cementfabrikker producerede til tyskerne. Vi styrkede den tyske kampmoral. Det handlede om penge for både arbejdsgivere og fagforeninger. Bo Lidegaard siger, vi reddede jøder, men det skabte kæmpe ulykker for jøder andre steder i verden. Og Scavenius kom i 1941 hjem fra Berlin og roste Hitler, siger Bent Blüdnikow.

For nylig udkom en biografi om Werner Best, hvor man kunne læse en brevveksling, hvor fru Scavenius skrev til fru Best:

’Min mand er rasende og bedrøvet over disse tilstande her, og han har selv lidt derunder. Mit hjerte har altid været hos disse tapre tyskere, og jeg har gjort, hvad jeg kunne for at bringe hjælp.’

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook