Danmark halter langt efter andre EU-lande, når det kommer til organdonationer. Ifølge foreningen 7Liv er der brug for drastiske skridt for at sikre, at færre mennesker dør på venteliste.

Selv om næsten ni ud af ti danskere ifølge Sundhedsstyrelsens seneste spørgeundersøgelse er positivt stemt over for organdonation og 80 procent af pårørende siger ja, når de af lægerne bliver spurgt, om der må udtages organer fra et familiemedlem, der netop er erklæret hjernedød, så havde Danmark i 2013 den absolut laveste donorrate i Skandinavien. Det skriver Jyllands-Posten.

I Danmark var der i 2013 10,4 organdonorer pr. en million borgere, mens tallet var knap 22 i Norge, 16 i Sverige og 18 i Finland.

Bland andre EU-lande er det kun Rumænien, Grækenland og Bulgarien, der har en lavere donorrate en Danmark.

I sommeren 2014 vedtog regeringen med støtte fra hovedparten af Folketinget en handleplan, der skulle rette op på forholdene, og meget tyder på, at planen virker.

De nyeste 2014-tal fra Scandiatransplant viser, at mens der i bundskraberåret 2013 blev udtaget et eller flere organer fra i alt 58 hjernedøde donorer, så steg tallet i fjor til 79, som er det hidtil højeste.

Men regeringens handleplan er langt fra nok, lyder det blandt andet fra foreningen 7Liv, der mener, at der er brug for drastiske skridt, for at sikre, at færre mennesker dør på venteliste.

Foreningen foreslår, at vi tillader anonym nyredonation og opretter en nyrebank for folk, der ønsker at donere sin ene nyre anonymt til en fremmed. Det er i dag kun muligt at donere til en, man har en tæt relation med. Derudover vil foreningen gerne have, at vi ligesom i mange nabolande indfører formodet samtykke til organdonation, så alle voksne er potentielle organdonorer, medmindre de aktivt har sagt nej.

»Vi skal ikke blot bede danskerne om at tage stilling til organdonation - vi skal bede dem om at sige ja. Indførelsen af formodet samtykke er en naturlig konsekvens af som samfund at sige ja til organdonation,« siger 7Livs formand Karin Riis-Jørgensen til avisen.

Danmark er det eneste land i Skandinavien, der ikke har indført en form for formodet samtykke, skriver Jyllands-Posten.