Flere muslimer har været udsat for hadforbrydelser efter terrorangrebene sidste weekend. København for Mangfoldighed går derfor på gaden for at demonstrere.

Hadforbrydelser mod muslimer i Danmark er uacceptable, fastslår foreningen København for Mangfoldighed, som mandag går på gaden for at demonstrere mod hadske overfald på muslimer i kølvandet på terrorangrebene sidste weekend.

Flere foreninger har nemlig meldt om en stigning i antallet af hadforbrydelser mod danske muslimer efter attentaterne i form af både diskrimination og deciderede overgreb.

»Overfaldene på muslimske medborgere er lige så forkerte som skuddrabene sidste weekend. Vi har desværre også oplevet en stigning i antallet af hatecrimes, og det vil vi gerne meget klart tage afstand fra,« siger talsperson for København for Mangfoldighed Jakob Lausch Krogh.

Foreningen har de seneste mandage arrangeret demonstrationer mod den islamkritiske Pegida-bevægelse, men demonstrationen på mandag vil altså have et andet og bredere fokus, fortæller Jakob Lausch Krogh.

»Efter angrebene sidste weekend ved Krudttønden og ved synagogen har vi oplevet, at en række mere eller mindre forskruede folk har sat lighedstegn mellem den galning, der gennemførte angrebene, og alle muslimer i Danmark. Det gør, at vi bliver nødt til at have et fokus, som er lidt bredere,« siger han.

Organisationen Exitcirklen, der arbejder med afradikalisering, har i løbet af ugen fået flere henvendelser fra muslimer, der har været udsat for diskriminerende overgreb.

Det samme har Islamisk Trossamfund, oplyser talsperson Imran Shah til avisen Arbejderen.

København for Mangfoldigheds demonstration finder sted mandag klokken 17 og starter på Sankt Hans Torv på Nørrebro.