Over halvdelen af alle danske forældre skælder ud på deres børn hver uge. Det kan skade børnene, siger eksperter.

Temperamentet er ofte i kog i de danske børnefamilier, hvor der bliver skældt ud på hjemmenes mindste beboere.

I alt skælder over halvdelen af alle danske forældre ud hver uge, viser en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden ifølge Politiken.

En konklusion der får eksperter til at vurdere, at forældre ikke kender konsekvenserne ved at skælde sit barn hyppigt ud.

»Om 20 år vil vi se på skældud, som vi ser på at slå børn i dag. Det går dybt ind i sjælen på børn, når vi skælder dem ud. Jeg havde et barn i min klinik, som beskrev skældud som »når de voksne slår med tungen««, siger familie- og psykoterapeut Fie Hørby, som rådgiver familier og er forfatter til flere bøger om børneopdragelse, til Politiken.

Også Erik Sigsgaard, der har været børneforsker i årtier, siger til avisen, at skældud kan være skadeligt og sidestiller det ligefrem med fysisk afstraffelse.

Psykiatrifondens undersøgelse viser, at det især er mindre børn, som bliver skældt ud.

Tre ud af fire børn mellem fire og seks år bliver skældt ud hver uge, mens det for teenagere kun gælder en ud af fire.