Hensigten er at leve sundt og slankt som familie. Men børn af forældre, der spiser stenalderkost eller følger andre særlige kostprincipper, risikerer at udvikle angst for mad. Stadig yngre børn må have hjælp til at komme ud af spiseforstyrrelser.

Kalorier i massevis snakker de om, at de skal brænde af til gymnastik i skolen – for så kan de tillade sig at spise et stykke kage i klassens time. Og når de kommer hjem fra børnefødselsdag, går de til bekendelse over for deres forældre og afrapporterer, hvor meget slik de har spist. Men de drak ikke sodavand, forsikrer de.

Et stigende antal børn, fortrinsvis piger, helt ned i otte-ti-årsalderen døjer på den måde med et anstrengt forhold til mad og deciderede spiseforstyrrelser, advarer flere eksperter og Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS) ifølge Berlingske.

De peger på, at børnene bliver påvirkede af forældrenes efterlevelse af strikse kure, hvor kulhydrater, fedt, hvede eller sågar særlige tilberedninger i sundhedens tjeneste, er blevet forbudt i deres hjem.

»De piger, jeg har i terapi, er direkte angste for at spise smør, hvidt brød eller pasta. Det er gift for dem. De lever med så mange forbud og restriktioner på mad, som er fuldstændigt forskruede. Hvorfra får en 16-årig pige den tanke, at hun ikke vil have hvide, men kun brune ris? Selvfølgelig hjemmefra,« siger Pernille Ungermann, der som terapeut behandler spiseforstyrrede.

Hjemme har mange af børnene en mor, der bekender sig til særlige kostprincipper. For hun vil være slank, og familien skal være sund. Det ligger også i tiden. Der er i samfundet et ekstremt fokus på sundhed, selvkontrol, motion og diæter.

»Så skal vi på Atkinskuren. Så skal vi kun have proteiner, og så må vi ikke få kulhydrater, så skal vi have stenalderkost og rawfood, eller også er det 5-2-kuren. Hvis man vokser op med det og er et sensitivt barn, suger man det til sig. Der bliver en masse regler og forbud omkring mad, mens dette her med at spise og nyde maden og være glade for vores kroppe; – det er der ikke,« siger Pernille Ungermann.

I Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) er man i dag i kontakt med børn helt ned i otte til tiårsalderen, som har et unaturligt forhold til mad. En af årsagerne kan ifølge generalsekretær Steen Andersen til dels være forældrenes, især mødrenes, hang til at ville slanke sig ved at følge forskellige kure.

»For nogle år tilbage oplevede vi aldrig nogle, der var så unge, med spiseforstyrrelser. Jeg nægtede dengang at sige, at det var egentlige spiseforstyrrelser, for børn kan godt have perioder, hvor de ikke spiser så meget. Men når det bliver gentagne gange, og de ligefrem har brug for behandling, vil jeg godt kalde det en spiseforstyrrelse,« siger Steen Andersen.

Han knytter i høj grad moderens kritik af sin egen krop og den mindre kendte spiseforstyrrelse »ortoreksi« til problemet. Ved ortoreksi har man overdrevet fokus på sundhed og at spise sundt. Mens det ved andre spiseforstyrrelser handler om mængden af mad, handler det her om madens kvalitet og sammensætning. Men selv om der er tale om en spiseforstyrrelse, der påvirker den ramtes sociale liv – ved at personen for eksempel tager sin egen mad med ved sammenkomster, har de færreste, der lider af ortoreksi en erkendelse af, at de har en lidelse.

»De synes ikke selv, at de er syge. De synes selv, at de er forfærdeligt sunde. Nogle af dem ender med at få anoreksi eller bulimi. Før i tiden hed det bare, at man var på slankekur, men nu har det fået et navn,« siger Steen Andersen.

Hvor mange, der lider af ortoreksi, findes der ifølge LMS ikke tal på. Men i Danmark findes der 75.000 børn, unge og voksne med en spiseforstyrrelse, og omtrent hver femte kvinde i alderen 14-21 udviser risikoadfærd, mener foreningen.

Selv om moderen ikke har en spiseforestyrrelse, men bare er optaget af mad og sundhed, kan det føre til, at et barn udvikler en spiseforstyrrelse, fortæller lektor og psykiater Birgit Petersson, der igennem årtier har haft terapigrupper for spiseforstyrrede.

»Allerede i børnehaven og i de små skoleklasser har nogle en tvangspræget adfærd, fordi det har de lært. De taler om, at de ikke må blive for tykke. De gentager, hvad de hører derhjemme. Det er de usikre børn, der har svært ved at finde fodfæste, der tit kommer til at tage nogle af tingene til yderligheder. Er de tilmed opvokset i et hjem med usunde madvaner, ja, så er de meget mere disponerede for at få en spiseforstyrrelse end andre,« siger psykiateren.

Hun har også oplevet piger være bange for bestemte madvarer som følge af særlige kostdogmer. Den værste ting at indtage igennem alle årene, har været fedt. Men fedtforskrækkelsen er alt andet end hensigtsmæssig, siger Birgit Petersson:

»Fedt er jo livsnødvendigt. Du skal have det for at hjernen, nerverne og hormonerne kan udvikles. Men det ligger i de unge og i familierne, at man ikke må spise fedtholdig mad.«

I dag spiser 37-årige Jane Faerber godt med fedt. Hun genkender fedtforskrækkelsen fra sin tid som helt ung og er selv vokset op med en stadigt mere udbredt opfattelse i samfundet om, at det gode liv er et fedtfattigt liv. Med cola light-reklamer og TV-spots, hvor smalle, lambada-dansende hofter solgte Cheasy-ost med lavt fedtindhold. Med magasiner spækfyldt med tynde modeller.

Hun forsøgte også at leve fedtfattigt. Men hun var bare hele tiden så sulten, og maven gjorde bøvl. En udredning af hendes fordøjelsessystem viste, at hun havde glutenallergi. Det vakte hendes interesse for kost. I dag driver hun hjemmesiden Madbanditten.dk, og inden for det seneste år har hun skrevet tre kogebøger om såkaldt LCHF – Low Carb High Fat <saxo:ch value="226 128 147"/> en måde at spise på, hvor man så vidt muligt undgår kulhydrater og spiser meget fedt. Det er sådan, hendes mand og deres otteårige tvillinger, en dreng og en pige, spiser derhjemme i dag.

Konkret betyder det, at de for at undgå sukker ikke spiser slik eller drikker sodavand. Kartofler spiser de heller ikke, ligesom almindeligt brød, stivelse, pasta og ris i princippet ikke indgår i maden. Selv om børnene af og til får lidt hvide ris til deres portion og ofte har rugbrød i madpakken.

Jane Faerber tror gerne, at det i nogle familier kammer over, så børnene får det mærkeligt med mad. Men spørger man hendes børn, som hun gjorde, før Berlingske besøgte hende i hendes køkken, oplever børnene ingen forskel på, hvad de spiser derhjemme, og hvad deres klassekammerater får.

»Den helt vigtige forskel er, om forældrene går op i mad eller vægt? Jeg kan godt forstå, at det kunne smitte af på børnene, hvis de hver dag blev mødt med en mor, der kiggede på, at de andre spiste, mens hun sad med en Nuposhake eller sagde »nej, tak, min kvote for i dag er brugt«, eller konstant skiftede fra en slankekur til den næste. Men mine børn spiser i en familie, hvor vi er glade for maden og sidder sammen og nyder den. Der er ikke noget negativitet omkring det,« siger hun.

Jane Faerber har da heller aldrig udråbt kulhydrater til at være noget ondt.

»Har man taget sukker og hvedemel ud, har du også fjernet slik, sodavand, fastfood og alt det forarbejdede mad, der kan holde sig i tre år, som vi henter på supermarkedshylden, men som faktisk ikke er mad. De ting behøver ikke at være et kæmpe problem, hvis man spiser det en gang om måneden, når man er til fødselsdag, men hvis halvdelen af ens kost består af det der, får vi nogle af de livsstilsudfordringer, som vi jo ser i dag. Det er det valg, jeg har truffet på mine børns vegne,« siger Jane Faerber.

Hun mener i højere grad end madlavning, at det er tynde modeller og mediernes fremstilling af særligt kvindekroppen, man skal laste for, at de unge rammes af spiseforstyrrelser.

»Vi skal jo have »lårhuller«, og det nye er »bikini-bridge«, hvor der skal være hul foran på bikinitrussen, hvis man ligger på ryggen, fordi den hænger på hoftebenene. Hvis man efterstræber den slags, kan man have svært ved at lykkes,« siger Jane Faerber.

At mediernes og modellernes betydning er stor, er Pernille Ungermann, Steen Andersen og Birgit Petersson enige i. Og får man en spiseforstyrrelse, handler det også om, at man i forvejen måske er sårbar.

»Det, man kan gøre, er, at styrke den unges selvtillid og sige, at man altså ikke bliver mere selvsikker, fordi man taber i vægt, tværtimod,« siger Birgit Petersson.

Hvor skal man som forælder da finde balancen? Ifølge Sundhedsstyrelsen er hvert femte barn i dag overvægtigt. Vi er i den vestlige verden ramt af en regulær fedmeepidemi. Giver det så ikke god mening at lære vores børn, hvad vi betragter som sunde madvaner? Vi vil jo alle vores børn det bedste.

Jo, mener Jens-Christian Holm, overlæge og leder af Enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus. Problemet er bare, at det er de forkerte forældre, der sætter ind med disse diæter.

»Det er tydeligvis et overklassefænomen. Det er typisk meget veluddannede og velbjærgede forældre, der har gang i de dér argumenter, som er helt ude af proportioner,« siger han.

De overvægtige børn, som kunne have brug for diæterne, findes i helt andre samfundslag. Overvægt vender den tunge ende nedad socialt. Det er altså generelt de forkerte børn, der får budskabet om sund kost. Når det er sagt, vil Jens-Christian Holm godt anfægte, at det i dag betragtes som en menneskeret, at børn skal have slik og sodavand.

»Ifølge WHO skal børn være sunde, ikke lide overlast, lære noget om dagen og sove om natten. Men slik, sodavand, juice, kakao og fastfood har ikke noget med menneskerettigheder at gøre. Der er ingen vitaminer eller mineraler i det. Det er ikke ernæring. Vi har en kultur, hvor det er comme il faut, at det skal man have. Men det skal man faktisk ikke. Giver man sine børn sådan noget, giver man dem et dårligere udgangspunkt til at lære, vokse og i det hele taget være barn,« siger han.

Netop den kultur, som Jens-Christian Holm beskriver, kender Jane Faerber alt for godt.

»Mit standpunkt kan godt virke radikalt. Men jeg synes nogle gange, at det modsatte kan virke ekstremt insisterende. Børn skal død og pine have slik og sodavand. Men det synes jeg ikke, de skal. De behøver det jo ikke, og det ville virke helt tosset på mig, at jeg skulle bringe noget ind i vores familie, som ikke er her i forvejen,« siger hun.