Politikerne skal holde op med at blande sig i, hvad der undervises i på landets folkeskoler. Det mener foreningen Skole og Forældre om de Konservatives forslag om at gøre Muhammed-krisen obligatorisk.

Skal Muhammed-krisen indgå i folkeskolens historiekanon på lige fod med Murens fald og Stavnsbåndets ophævelse? Det mener de Konservative, men det er slet ikke op til politikerne at bestemme, lyder det fra landsorganisationen for forældre med børn i folkeskolen, Skole og Forældre:

»Det er et problem, at hver gang der kommer en ny stor begivenhed - enten nationalt eller internationalt - så kommer der et ønske fra politikerne om, at det også skal ind i skolen,« siger formand Mette With Hagensen.

»Jeg vil bede politikerne holde fast i, at de sætter de overordnede rammer og mål for skolen, og så lade det være op til underviseren og skolebestyrelsen ude på den enkelte skole at sætte temaerne og udvælge det undervisningsmateriale, der skal bruges,« tilføjer hun.

Forældreformanden understreger, at det selvfølgelig er vigtigt, at folkeskoleeleverne får kendskab til Muhammed-krisen i skolerne, men det gør de allerede, som det er i dag, hvor lærerne selv kan bestemme.

De Konservative vil have krisen om Muhammed-tegningerne ind i historiekanonen, der rummer de store skelsættende begivenheder for verdens- og danmarkshistorien. Kanonen er senest blevet opdateret i 2009.

Mette With Hagensen er enig med de Konservative i, at Muhammed-krisen har stor samfundsmæssig betydning, men hun synes, det er forkert at tillægge den samme betydning for historien som for eksempel Murens fald eller kampene ved Dybbøl i 1864.

»Lige nu er den skelsættende, men om den bliver det i et historisk perspektiv, ved vi ikke endnu. Så det er lidt tidligt, at den skal ind i historiekanonen,« siger hun.