Nedskæring i hjælpen til familier med svært handicappede børn skader barnets tarv. Sådan lyder advarslen fra Dansk Epilepsiforening.

Regeringens sparepakke har skabt voldsom vrede hos forældre til svært handicappede børn.

Dansk Epilepsiforening mener, at regeringen og Dansk Folkeparti har begået "en massakre på den kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som man modtager, når man er nødsaget til at gå hjemme og passe et svært handicappet barn."

Aftalen rammer de familier økonomisk, som har et handicappet barn. Men det største problem er ifølge Dansk Epilepsiforening, at aftalen skader de handicappede børns tarv.

- Denne aftale kaster sig over en af de mest belastede grupper i det danske samfund, nemlig de familier, hvor forældre slider og slæber for bare tilnærmelsesvist at holde sammen på et familieliv med et svært handicappet barn, siger foreningens landsformand, Lone Nørager Kristensen.

Reglerne er i dag sådan, at man - stort set - kan bevare sin indtægt, selv om en af forældrene i en periode er nødt til at gå hjemme for at passe et svært handicappet barn, men den tryghed forsvinder fra 2011, hvor regeringen vil indfører et loft over ydelsen.



/ritzau/